Jeg læser ”Writing Down the Bones” af Natalie Goldberg.
Kapitel ”What Are Your Deep Dreams?”
Hun stiller sprøgsmålene:
“Where do you want to go with your writing?”
“What do you want to do with it?”
“What are your deep dreams?“
”Trust your own voice”, siger Natalie, og først nu går det op for mig at jeg allerede har ”my own voice”, jeg udviklede den for cirka 25 år siden. Jeg har dog aldrig realiseret mig at det er det hun mener: jeg kan skrive, fange hvad jeg tænker, og nogle gange kommer der noget godt ud af det.
Og det skal ud, i alt mulige former. Det er en lindt strøm af ord jeg producerer, og den strøm skal tappes, det bedste skal ikke gå tabt. Hver dag er der vel en linje eller to som kan bruges.
”Where do you want to go with your writing?”
Jeg vil have en stor bunke tekster, jeg vil have skrevet mig ud. Jeg vil skrive livet ud af mig på skærmen, på skrift, jeg vil være et sted, mens jeg selv lever videre. Jeg vil være, være et menneske, synligt. Jeg vil ikke gå nogle steder med mine skriverier, jeg vil eksistere.
Der må gerne komme noget ud af det. Måske kan jeg, nej, det er sikkert, ved siden af vil jeg skrive noget andet, en bøg, historier, digt. Det kommer af sig selv når jeg findes. Det er ikke omvendt.
”What do you want to do with it.”
Ikke noget. Det skal bare ud. Jeg skriver min freewriting hver dag, og hver dag er der en sætning eller to, nogle linjer, en tanke, måske en beskrivelse, som rammer et eller andet. Det er så dejligt! Det skal bare ud. Jeg kan tage af sted i mine tanker, til et flot sted, en oplevelse, skrive min daglige tekst, finde nogle linjer og ud med dem!
Jeg vil ikke skrive en prisbelønnet roman. Jeg vil ikke skrive noget historisk, noget meget klogt – Jeg vil hive det bedste frem ud af mig. Det kommer uden at jeg opdager det, og derfor skal mine skriverier ud hele tiden. Så kommer det bedste med, det mest oprindelige, en urtanke, en god linje, en opret følelse. Jeg vil lave indlæg med billeder af naturen omkring mig, fordi mere ”ur-” som naturen omkring os, kan det vel ikke blive. Naturen holder begge ben på jorden.
”What are your deep dreams?”
Den er mere svært. “Deep dreams“? Det har vel noget med kontakt at gøre. At blive set og genkendt som et menneske. At blive et talerør for andre mennesker, som genkender noget som de også mener eller føler, men som ikke selv kunne hive det frem på samme måde. At have nogle linjer optaget i avisen, på en blog, i en bog, fordi nogen synes at de rammer noget. Det er nok det højeste man kan opnå.