Skriv!

Nu har jeg lige læst de første 4 til 5 sider af bogen Skriv! af Mikkel Hvid. Og det har allerede været nok for i dag. Hans budskab er klart, og rigtigt. Hvis man vil skrive skal man…. skrive. Merlin Mann kom også til denne dybe konklusion. Ved at skrive lærer man at skrive, og ved at skrive mere lærer man at skrive bedre. Mikkel snakker om hvordan vi selv er det det største problem som bremser os. Det er angst og konflikter i os. Derfor bliver vi enormt hurtigt distraheret og flygter vi til nye opgaver. Det gælder også for mig, men der er ting jeg ikke har problemer med. Jeg er for eksempel ikke bang for en tomt stykke papir, en ny side. Tværtimod. Jeg elsker det. Det er fordi jeg ved at jeg altid kan skrive. Jeg ved ikke hvor jeg har lært det, jeg mener jeg har lært det mig selv, men det kan jeg nu. Jeg tvivler mange gange over hvad, og derfor om jeg skal skrive, men hvis jeg skal så kan jeg altid.

Grunden til hvorfor jeg holdt op med at læse efter de første sider er at jeg forståede Mikkel da han sagde at man skal overvinde sig selv, men jeg genkendte bestemt også de symptomer og problemer han snakkede om. Så kom jeg til at tænke på noget Kasparov har sagt^*. Han mener at han er blevet så god til sin sport ved at hele tiden analysere sig selv. Ved at genkende og påvise hans problemer, og så selvfølgelig ved at arbejde på det. Hvad gik godt, hvad gik ikke godt? Hvorfor ikke? Hvad kan man så gøre?

Når jeg ikke skriver fordi jeg ikke ved hvad jeg skal skrive om, så har jeg et problem. Har jeg en løsning? Ja, det er meget enkelt. Da jeg læste siderne så huskede jeg at jeg faktisk har enormt mange ting jeg gerne vil skrive om. Og så lå jeg mærke til at jeg finder på rigtig mange grunde som hjælper med at give mig en følelse af, at jeg ikke kan gøre det nu, eller senere. Men det er da løgn! Jeg har ideer nok, jeg skal bare gøre det. Det kræver arbejde, disciplin, ausdauer, men hvis jeg vil skrive gælder der ingen undskyldninger. Fordi der er ingen undskyldninger.

Som Kasparov anbefaler, kan jeg så forsøge at beskrive hver enkelt “problem”, og prøve at finde en løsning til det. Jeg kan sørge for at jeg gør mig klar til at være i stand til at skrive noget. Jeg kan samle information, lave en mindmap, starte med en kladde, læse om det, tænke over det. Med andre ord: Jeg kan bare starte med det alligevel. Det der med at ikke være parat til det endnu, så er det ikke et problem men en opfordring.