Tag-arkiv: Fokusskrivning

Får i felten

Jeg læser i Natalie Goldberg Wild Mind. Bog nummer 4 af Natalie. Og efterhånden forstår jeg hvad hun siger, og har jeg fået nok af mine egne fortællinger. Fordi jeg synes at hun har ret.  Jeg vil ikke længere skrive journaler – det var nemlig det jeg skrev de seneste år. Og det var derfor at jeg ikke fandt nogle vilde heste i mine tekster.

Natalie skriver i bogen igen om freewriting, lad os kalde det friskrivning. Denne gang forstår jeg det som jeg gjorde omkring 1994, og nu, i 2018, er det lykkens gang.
Jeg har knoklet så længe med at undgå det jeg vil og skal, og det er gået op for mig.
(Tror jeg nu selv – man kan aldrig være sikker – et menneske er aldrig sikker.)

Jeg kan ikke længere skrive som jeg gjorde, nu at jeg langsomt har læst Natalie 4 gange. Hun rammer for meget plet i hendes beskrivelser, i behandlingen af mod-argumenter, som hun lader hendes studerende fortolke. Jeg ser på det jeg skrev, og ser at hun taler om noget andet.

Nu er jeg begyndt at skrive anderledes de sidste dage, og jeg mener at jeg nu endeligt  – forsigtigt – skriver det jeg skal, det jeg vil, det jeg har i mig.

——————————–

Du musst das Leben nicht verstehen

Du musst das Leben nicht verstehen,
dann wird es werden wie ein Fest.
Und lass dir jeden Tag geschehen
so wie ein Kind im Weitergehen von jedem Wehen
sich viele Blüten schenken lässt.

Sie aufzusammeln und zu sparen,
das kommt dem Kind nicht in den Sinn.
Es löst sie leise aus den Haaren,
drin sie so gern gefangen waren,
und hält den lieben jungen Jahren
nach neuen seine Hände hin.

Rainer Maria Rilke, 8.1.1898, Berlin-Wilmersdorf

————————————————-

Jeg har ændret min setup, min måde at skrive på, og det giver en anden måde at være den som skriver.

Fra hver dag en halv time, er jeg nu begyndt at skrive hver dag 10 minutter. Og det til at varme op. Jeg følger de 7 skriveregler fra Natalie, som foreslår at give slip, at ikke at tænke mens man skriver, at blive ved med at skrive uden pause, og at se om man kan finde nogle ord eller sætninger som rammer en, som giver genklang i kroppen. At skrive med kroppen som guide, at skrive det som kommer fra ens underbevidste. Eller fra den lag under den hverdagstænkende besserwisser, som holder alle modargumenter i skak ved at undgå mulige konflikter.

De 7 gang 10 minutter som jeg nu har skrevet har givet mig nogle helt andre tekster, som er fyld med ord og sætninger som kan danne starten til nye friskrivninger. Emnerne er anderledes, det er om farven blå, om at føle sig usikker, om minder fra barndommen – jeg ville ikke se på dem, men de væltede op ud af ingenting.

Friskrivning kan jeg gøre på papir, jeg kan åbne op og glemme alt om alle som, hvad-ved-jeg, læser med bag skærmene når man gemmer noget på nettet. Jeg kan rive det ud, kaste det væk, eller bare glemme det. Det er til at varme op, “træne skrivemusklen” som Natalie siger, og det er til at fange en sætning eller to, som måske kan bruges til at skrive mere om næste dag. Eller til det som kommer efter friskrivningen: at skrive noget som muligvis ikke er kun til mig selv. At skrive noget man har i sig, hvor man styrer med blid hånd sætninger til de steder man vil hen. Ingen journaler, men afrundede tekster.