Blog filosofi

Jeg har set på min blog om natur og landskab igen i dag, og syntes at det kunne være fint at bruge det som naturblog og skrive om oplevelser ud i landskabet, med billeder, links, hvad ved jeg. Men jeg er bekymret for at jeg bruger for meget tid på den, at jeg forsvinder i alt mulige smarte indlæg, emner og faktaskrivning, som på sigt ikke giver mening for mig selv, andet end at jeg måske bare prøver at holde en blog kørende.

Hvis jeg for eksempel skulle have gået på en dejlig tur, og jeg tog nogle billeder og havde slået lidt info op om området og hvis jeg så ville samle det ved at skrive en indlæg om det… så ville det stadigvæk tage tid og energi fra mit egentlige mål: at skrive for at høre min indre stemme.
Billeder tager en evighed at redigere på min computer, og jeg skal samle min information, skrive noget, lave en ordentlig layout etc. Det vil tage mindst en aften, hvor jeg kunne have koncentreret mig på at skrive tankerne ned, nogle indtryk, samle de ord som dykkede op mens jeg var ude.

Jeg vil ikke lede efter noget jeg kan poste – der er en million ting som kunne være interessante -men jeg skal lægge noget ind hvis jeg har skrevet noget relevant.
Jeg vil for eksempel i øjeblikket  gerne læse artiklen om Simone Weil på Brainpickings igen, og se på alle de links i artiklen, og hvem ved skrive lidt om det. Men hvis jeg nu bruger tid på min naturblog bliver det aldrig til noget. Og det skal jeg passe på med.

Derfor må min blogfilosofi være at jeg skriver det som falder mig ind mens jeg skriver. Hvis jeg har skrevet noget sammenhængende kan jeg lægge det ind på en blog.
Det gælder om at holde fast i at skrive 30 minutter frit hver dag, og jeg prøver at holde øje med om jeg har mulighed for at skrive når jeg er ude i verden, eller når der dykker en tanke op.
Mit fokus er Indadvendt… ingen fakta, oplysninger og smarte formuleringer for indlægens skyld…. men det som kommer op og optager mig her og nu.

Det betyder at jeg ikke kommer til at udarbejde en kort tanke for at kunne have en mere uddybende indlæg, jeg vil nok tjekke et navn eller årstal eller finde et link, men ellers ikke. Mon ikke at jeg undrer mig bagefter og fordyber mig lidt mere, men det er fingrene som bestemmer om jeg skriver mere om det.

Tur i skoven

Jeg gik en dejlig tur i dag og i går i den nærliggende skov. Det er virkeligt helt utroligt at jeg ikke kommer der oftere, ja, at jeg ikke kommer der hver dag. Men det må være det med vilje og kroppen, det med at mærke at det er godt, at planlægge det og love det til sig selv, og så at lade kroppen bestemme at det altså ikke er lige nu, fordi vejret er ikke helt til det, sofaen kalder, jeg må heller tjekke twitter først.. eller hvad det nu kan være.
Utroligt, fordi det var de dejligste ture, hvor jeg opdagede flere nye stier med deres områder med nåletræer, egetræer og græs. Og det er altså på en stenkast fra huset, det er det skov vi ser fra vores vinduer, mindst 30x om dagen, fordi det kan ses fra 6 vinduer af vores hus. Hver gang vi spiser ved spisebordet ser vi ud over det. Og det er først nu, tre år efter vi købte huset, at jeg opdager at der går nogle brede, vedligeholdte stier i den del af skoven vi ser. Teori og praksis… Der kan man se hvorfor man skriver, fordi man ikke gør.

Jeg er forbavset over at skoven indeholder alt man kan ønske: ege- og bøgetræer, nåletræer, flere stier, et dybt dal med en gammel å – som godt nok ligger tør, men der har lige strømmet vand kan jeg se – brombær, svampe, mos, røde skovmyrer.. hvor langt en stisystem er der egentlig? En runde gennem mark og skov tager cirka 40 min., så cirka 3,5 km. Og tænk at vi ikke engang havde opdaget det inden vi købte huset! Det var de tidligere ejer som gjorde os opmærksom på herligheden af skoven, og vi fik at vide at børnene havde leget der meget i deres ungdom.
Det er jo så klart at jeg burde gå der hver dag. Det er så indlysende. Som en meditation. Det er stor nok, afvekslende, indbydende…beroligende.
Jeg har vel været der en 10-20 tal gange. Og hver gang tænker jeg at det skal være en fast rutine at gå der. Og det er det aldrig blevet.

Også dagens tur, den samme som i går, men som nu kun tog 20 minutter fordi jeg gik alene,  var imponerede. Det småregnede, og jeg syntes ikke alt for meget om at gå tur i regnen, så jeg gjorde det. Og det var som altid: det ser altid meget være ud fra bag et vindue.
Jeg blev stort set ikke våde, og de 20 minutter gik meget hurtigt, men synet af det stille skov i regnen bliver ved at klistre på mine nethinder, det tager jeg med gennem dagen. Det var fantastisk.
Den stilhed, den ro, den bare være til – væk fra sysler og stress – det er imponerende.
Jeg prøvede at forestille mig at det er noget andet for de dyr der bor i og omkring skoven.  De er nødt til at finde mad, beskyttelse, varme, passe på rovdyr, men det var svært at forbinde dem med stress. Mennesker skal meget mere end dyr på en dag. Se på vores huse, hvor meget er der i et gennemsnits hus, som dyr ikke har? Vi samler som egerne, men ikke kun mad, men meget, meget mere.

Af et eller andet grund bliver jeg altid påvirket af en bestemt stemning når jeg går alene på sådan en tur gennem skov og land. Jeg kommer tit til at tænke på historie og mennesker. Det er som om Jeg søger det i naturen. Mon ikke at det har noget med vores art at gøre, at vi altid er i gang med at søge efter spor af hinanden.
I dag gik det op for mig at jeg i Holland ofte tænkte på anden verdenskrig, eller krig i det hele taget. Hvordan de mon have gået rundt i skovene, mens de vidste at fjenden var nær. Hvordan et slag kunne have gået til, her på bakkerne, eller var det bare modstandsfolk som mødtes? Og så bliver jeg imponeret af den tunge historie, de ting som sikkert har fundet sted, i mange århundrede, i mange tusinde år måske. Uden at jeg kan se spor efter det, eller ved noget som helst om det. Men det er der, i sådan et skov, det er der.

Her i Danmark tænker jeg tit længere tilbage i menneskernes historie. Vi har fået så meget viden om bronze-, jern- og vikingealder, at jeg tænker mere på de perioder. Mon der var en ager her, hvor der nu er skov. Åen var der sikkert allerede, har de brugt det? Har deres børn leget ved vandet, bygget huler og mon stået på den store sten?  Hvordan så deres verden ud, hvad tænkte de?
Jeg ved ikke noget om det- det er væk, forsvunden. Tusindvis af menneskeliv er bare forsvunden i tiden, væk fra det område jeg færdes i.

På en måde ønsker jeg dog ikke at nye historier bliver føjet til. Jeg vil gerne bevare tingene helt nøjagtigt som de er, hvilket ikke giver mening.
Om vinteren, hvis sneen kommer, så er der liv på bakken tæt på, en dejligt kælkebakke, som bliver flittigt brugt. Det er jo menneskernes nuværende aktivitet i landskabet, som efter hvert del af et sekund bliver føjet til historie. Men på grund af en drejning i mine tanker, synes jeg åbenbart at det ikke er det samme som de historier jeg tænker på i mit hovedet.
Det er åbenbart sådan at jeg ønsker alt fredet. Hele landskabet, for altid. Hvorfor dog det?

Nu fandt jeg ud af i går at området foran vores hus, og ved siden af skoven, er til dels potentiel byområde. Så midt i vores store udsigt, i det flotte landskab, kommer der nok på et tidspunkt endnu et villakvarter. Det har jeg vel altid frygtet, fordi det er del af mit liv: der er ikke mange steder hvor jeg har boet, og jeg har boet rigtig mange steder, hvor der ikke indenfor få år blev bygget foran midt vindue.
En ting er at udsigten og landskabet bliver påvirket af blokhuse med biler ved siden af og med kortklippet græs omkring. En anden ting er at det vil være lige klods op den gamle indgang til skoven. Så selvom der måske ikke kommer til at bo voldsom mange mennesker, så vil der nok komme en hundeejer eller 5 med deres faste morgentur gennem det gamle skov. Og det kan være hyggeligt, det kan være helt problemfrit, men jeg skal vænne mig til tanken om at den stille skov bliver til en social og mere travlt skov.
Og det er mig det er galt med. Parken i byen kan godt rumme noget interessant natur, og det kan være fint at gå tur der, og nyde synet af et gammelt træ. Og skoven skal nok tilpasse sig, der er plads til meget mere.
Roen burde være i mig, og det er nok der det kniber.

Brainpickings: Simone Weil

Jeg læste på Brainpickings om Simone Weil og hendes notebooks, igen, det er en artikel fra 2015, men denne gang  passede det godt til de emner jeg går og tænker over i de seneste år. Om at planlægge og gøre, om forskellen mellem vilje og kroppen, om disciplin, tid, og livet.

“You live in a dream. You are waiting to begin to live….”

Hun var fransk, så jeg kan dårligt læse hende på hendes eget sprog desværre, mit kendskab til Fransk er yderst minimal. Forfatteren bag Brainpickings skriver (i 2015) at Simone Weil’s notebooks er udsolgt og meget svært at finde. Jeg har i hvert fald lyst til at læse mere, og nok også om at se på de andre links hun tilføjer. Det er som om der er en del indflydelse af Epictetus -som åbenbart hedder Epiktet på dansk – i det Simone Weil skriver, hun har sikkert, blandt meget andet, læst det på et tidspunkt i hendes liv, eller læst en anden (kristelig?) kilde som var direkte inspireret af det.

Det hun skriver om tid er meget direkte og meget relevant for mig. Jeg har, trods alt, en del tid, ofte lidt her og der, nogle gange flere timer ad gange, og jeg tænker meget. Hvis jeg forstår det rigtigt fra artiklen siger hun at man skal lade være at tænke noget som helst når man skal gøre noget. Når man tager en beslutning, så er det i en anden tilstand, og når det nu, dagen efter, kommer til stykket, så er det mere det kropslige som overtager. Man er for træt, har ondt i kroppen, er lidt sulten eller for stresset. Men man burde træne sig selv i at gøre det på det planlagte tidspunkt, stort set uanset hvad, og gøre det, i fuld nærvær, men uden at tænke over en grund, mening eller andet som man allerede har funderet over. Det er et emne som har med vilje og kroppen at gøre, og tid.

“Illusion that time, of itself, will bring me courage and energy…. In fact, it is usually the contrary (sleepiness). Say to yourself: And suppose I should remain always what I am at this moment? … Never put something off indefinitely, but only to a definitely fixed time.”

Livet er nu, siger Epiktet, det er nu du deltager i de Olympiske lege, det er nu at du skal yde det yderste, ikke om ti år. Om ti år er du måske død eller bare for gammel, eller er du nået til et helt andet punkt i dit liv, hvor der er helt andre ting som skal gøres. Det er altså nu.

Og det synes jeg ikke at jeg er helt obs på, dog meget mere end for nogle år siden. Det er gået op for mig at livet skal leves nu, og ikke i fremtiden, men det er noget andet at droppe gamle vaner, finde det rigtige gear og ændre ens liv og ens livsholdning så meget, at man kan deltage i de Olympiske Lege, disciplin: mit liv.

I dag ramte artiklen noget i mig. Jeg blev irriteret, syntes at jeg lader livet stå til, at jeg drømmer. Jeg skal gøre det jeg skal, på de rigtige tidspunkter, uden at tænke. Jeg ved at det kan være svært at altid være på, at altid gøre det man burde gøre. I vores familie er der nok arbejde til mange flere timer end dagen er lang, eller måske mere. Vi kan aldrig i livet nå det vi burde, ville, skulle. Så, ja da, vi skal prioritere. Fordi der er en stor chance for at vi render rundt i hus og haven, og laver alt det vi skal, burde og vil, men ikke det som giver vores liv mening, vores kald, vores rolle i livet. Det er nok et spørgsmål om at afsætte den rigtige mængde tid til tingene. Ens vision, eller kald, behøver ikke at fylde hele dagen, nogle dage er to timer nok, nogle gange er 10 minutter nok. Jeg ønsker at skrive min halve time, og helst udarbejde det tre kvarter, og at jeg så, igennem dagen,  kan have mulighed for kort at skrive nogle tanker ned, eller læse noget ind imellem opgaverne, familie og arbejde. Som for eksempel en filosof skulle i antikken, som jo burde vise vejen, og skulle træne hans/ hendes filosofi i virkeligheden, fundere over hvad han/hun stødte på, hvordan han/hun reagerede og hvordan han/hun mener at det var bedst at reagere.
Jeg kan øve min disciplin, mine tanker, træne en vis tankeløshed, for at kunne give plads til det som er ind i mig (og som kommer fra et sted jeg mangler et ord for). Jeg kan fundere over ting mens jeg går rundt, blive overrasket, og lægge mærke til mine tanker, og det vi kalder for følelser. Der er nok at lave på en dag.
Når jeg gør det, har jeg en god chance for at jeg kan skrive noget nogenlunde fornuftigt i min halve time, fordi jeg har tygget på det i en hel dag eller længere.

Kilde citaterne:
Brainpickings: Simone Weil on Temptation, the Key to Discipline, and How to Be A Complete Human Being.

 

Jeg synes at jeg burde gå lange ture hver dag, strejfe rundt i naturen, med min kikkert, notesbog og en madpakke. Sådan cirka gå 40 km, gennem skov og dal, over sti og eng.
Og så sætte mig ned på flotte steder, og skrive ned det som dykker op, det som jeg ser, eller tegne et stykke kontrast mellem et træ og solen på engen i baggrunden… sådan noget. Det er at leve.
Men det gør jeg ikke.

Så hvad er det der sker? Er det mig som er håbløst idealist, som egentligt godt ved at det er ikke det jeg vil når det kommer til stykket, eller er jeg bare dovne, ligesom stort set alle mennesker kan være, og bliver jeg indenfor mine trykke rammer,  bag vinduet, radiatoren og computer?
Jeg tror faktisk at det er det sidste.

Jeg har jo malet landskaber, og for at gøre det udendørs cyklede jeg rundt og ledte efter steder hvor jeg i fred og ro kunne slå mig ned og male noget interessante nok – fordi mit første prioritet var at være i fred og ro. Og jeg kunne lide det, ikke så meget at cykle rundt og lede efter et sted hvor jeg kunne gemme mig, men det der med at være i ro et stykke tid på et fint sted.

Jeg husker godt nogle lange gåture i Island, nogle få på Færøerne og en enkelt en eller to i England. Det var nogle gode dage, som gjorde indtryk. Og de var inspirerende, de har sat sig fast i hukommelsen. Det er som om et menneske er skabt til sådan noget, at knokle mod tyngdekraften ved at gå længere end er helt behageligt for kroppen, at slås med kulden eller regn, og at se op imens man bøjer frem mod vinden, og pludseligt opdage skønheden af det sted man er i. Det er naturligt, det er at leve.
Men det er ikke det jeg gør.

Er der mon derfor stress i livet? Fordi jeg begynder at fylde tiden omkring familielivet og arbejde op med alt mulige vigtige ting, som sikkert har en værdi, men som ikke rigtigt gør livet værd at leve. Og det ene vigtige ting går over i det andet, og udover det bombarderer jeg mig med informationer om livet på Mars, avisartikler og alt andet man finder på nettet.
Det giver ingen ro.

Så hvordan stopper man strømmen af de vigtige ting man synes man burde gøre, og behovet for det overfladiske på, for eksempel, nettet?

Jeg har et meget fint landskab omkring mig, jeg behøver bare at gå ud af min baghave og jeg er sådan set ind i naturen, eller i hvert fald ind i landskabet. Og der har jeg stier gennem skov og mark, med udsigter over sø og by, agerland, småbyer… Jeg har det hele ved hånden….
Og jeg er så heldigt at jeg har en cykel, og endda en bil til rådighed, så min radius er enormt, jeg behøver kun at køre en par kilometer til jeg kommer til nye, ret fantastiske områder. Alt er som tilrettelagt.

Spørgsmålet bliver derfor det samme: hvad er det jeg egentlig prioriterer – og af hvilken grund?

Om – og med – nogle linjer tankeskrivning

Jeg er for træt til at skrive. Og det kan ikke være rigtigt. Man kan aldrig være for træt til at skrive, i hvert fald ikke når det gælder tankeskrivning eller fokusskrivning. Det som skal ud, skal bare ud, og kunne det ikke være interessant at se hvad der kommer ud når man er for træt til at tænke? Dumme tanker, klynkestrofer, tanker som har sæt sig fast i mit hoved, og drejer rundt, fordi man ikke har energi til at forvandle dem til sommerfugle som går deres egen vej.

Kunne man skrive vrøvl – tankeskrivning – i digt form, når man er for træt?

Om sommer går det godt,
om vinter er det koldt,
er der nogen som vil høre efter,
er der nogen som gider?
Hvad nu hvis efteråret
var af samme slags,

kunne den så give varme?

Hovså, så kom der noget, og jeg anede ikke at varme var et emne som drejede rundt i mit sind. Jeg prøver igen:

Er det mon min tur
til at sige fra
er det mon din tur
til at sige ja?

Igen:

Lystigt bevæger fingrene sig over tastaturet
alt som dykker op skal tastet ind.

Ov, der kom en tanke da jeg skrev det:

Mine fingrer snubler når jeg skriver “taste ind”, fordi man plejer jo at sige at man skriver, og det er meget nemmere at taste dette ord ind. Fingrene vil skrive, de vil ikke taste ind. Jeg er ikke pianist, eller organist. Bach kunne taste på tangenterne, jeg kan bare tømme min hjerne for alt som flyder rundt i væsken i mit hoved. Jeg kan bare trække op, og så ruller det ud.. hvis det kommer. Findes der et pulver eller lakserende dråber til hjerner? Det må så være alkohol og stoffer, så kan man trække op, men så kommer der ting som måske ikke var der, eller som ikke skulle ud. Man skyller for meget ud af sig selv når man gør det. Det er ødelæggende på langt sigt.

Tankeskrivning… det strømmer og kommer i en lindt strøm, og man har ikke rigtigt kontrol over det, hvis man tør at give slip.

Giv slip og træk op:

Rummelige væsener rummer hjertens vilje
lystige kunder gør ikke det de skal.
Man skal ikke bebrejde nogen,
fordi man ved ikke hvad de kan.
men man kan lære af hjertevarme
og lystige kunder
som ikke gør hvad de skal.

Men hvorfor skal jeg have en pause efter hver gang jeg tør at give slip? Hvorfor holder jeg mig tilbage? Jeg kan da godt være træt, men jeg giver ikke helt slip.

Her er det bare emnet som pludseligt overrasker mig:

Det må være lige som at male. Det er svært at give slip på alt man har lært, og alt man ved og har set. Og så male det som man synes det er det bedste, objektiv, tabula rasa. Hvad ser du når du kigger til træet, et træ? Nej, det ser du ikke. Du ser form, farver, skygge, og hvis du kigger godt ser du det negative rum omkring, det som ikke hører til den grøn-brune, lyse og mørke masse, som an bagefter kan kalde for et træ.
Se på farverne, er et blad grøn? Er det det? Hvem har sagt det? Nå, det kan være brun eller rød om efteråret? Hvad skal jeg bruge den viden til? Skal jeg ikke selv se i dag? Er det ikke blå jeg ser, lilla? Er der et rødt skær omkring det ene blad? Jeg ved at jeg ikke skal bruge sort, det er jo ikke nogen farve, men har jeg ikke brug for sort i min blanding alligevel, er det jo ikke mig der bestemmer? Hvem maler jeg for? For at få det ind i et museum, eller skal jeg sælge det på nettet til nogen jeg ikke kender. Skal jeg have ros fra mine kære? Hvem bestemmer så hvad jeg skal male.. er det min stolthed, min angst, min ambition…. hvis det er… skal jeg så ikke lave noget andet end at male?

Godt, det var nok for i dag, og min halve time er vist snart slut. Jeg er glad for hvad jeg har skrevet. Jeg er træt, har sovet for lidt og kan ikke rigtigt koncentrere mig. Jeg ville gerne udarbejde teksten som jeg skrev i går, om Boudewijn Büch, men jeg ved at jeg er for ukoncentreret. Man kan ikke redigere tekster når man ikke kan koncentrere sig og ikke er skarp til at læse præcise.
Jeg fik det bedste ud af situationen, og synes at jeg burde gøre det meget oftere. Det er nogle linjer som er rent tankeskrivning, lige som jeg kender det fra da jeg var 25. Det var på tiden at få nogle trukket op.

Boudewijn Büch

Jeg vågnede efter en dårligt nat, spiste morgenmad og ville starte med at skrive, men fordi jeg først spiser morgenmad, laver jeg altid lige noget andet, og det er et problem, eller måske ikke. Så jeg startede med at se på en SMS jeg fik fra Holland, som gjorde opmærksom på et program på det hollandske fjernsyn med navnet “Zomergasten”, hvor en mand med navnet Pieter Waterdrager blandt andet fortalte om Boudewijn Büch (fantastiske navne i øverigt).
Jeg kunne desværre ikke se programmet, da det ikke var tilgængeligt udenfor Holland, men jeg var blevet nysgerrig på hvad der nu bliver sagt om ungdomshelten Boudewijn Büch.
Der er i 2016 skrevet en autobiografi om ham af Eva Rovers, og jeg fandt et interview med hende hvor der, blandt andet, blev talt om Boudewijn, om bogen og personen, eller retter sagt, det personage Boudewijn Büch.

Boudewijn Büch var verdensberømt i Holland. Han har skrevet nogle noveller, digte og andre bøger, men han er nok mest kendt for hans programmer på fjernsynet. Der fortalte han meget entusiast og kyndigt om bøger, eller, i en række meget interessante programmer, om hans rejser til øer og andre steder rundt omkring i verden. Han læste sig enormt ind i øens historie, og lavede meget stemningsfulde programmer, med masser af interessante detaljer og musik, fra især The Rolling Stones og med autentiske blues, som jeg husker det. So far so good. Fantastisk figur. Og det mener jeg, fantastisk. Fordi det er efterhånden kommet frem, hvad nogle mennesker, som kendte ham bedre end fjernsynspublikum som mig, allerede anede eller måske endda godt vidste, nemlig at stort set alt som han fortalte om sig selv og hans liv, var fantasi.

Det mest berømte eksempel på det er hans, efter sigende, bedste bog “De kleine blonde dood”. Bogen handler om hans barn og dens dødt, som knuste hans hjerte. Men han har aldrig haft et barn. Han beskrev sig selv som pædofil, og gjorde det i flere historier og interviews, men han var ikke pædofil, hans far har ikke misbrugt ham og så videre og så videre. Uddannelse, seksualitet… alt blev ændret til noget mere spektakulær og noget man kunne snakke om. Ifølge biografi-forfatteren Eva Rovers fordi han havde et stor behov for opmærksomhed.
Men hans fantasiverden vendte måske imod ham, og han døde som en i bund og grund ensom mand uden rigtige venner, da han selv valgte de venner og familiemedlemmer fra som kom for tæt på sandheden, som for eksempel hans mor.

For de fleste hollænder er Boudewijn Büch nu kendt som en figur man savner på grund af hans meget flotte rejseprogrammer, og samtidig er han nu kendt som en charlatan – en professionel løgner. Selv må jeg erkende at jeg også var bitter, efter jeg hørte om denne diskutable livsstil, og jeg har aldrig læst det bog jeg fik eller købte lige inden han døde. Som Eva Rovers siger, er det nok lidt naiv, fordi man jo kan regne med at en forfatter nok ikke fortæller sandheden.  Men som den kendte forfatter Maarten ‘t Hart siger, var han egentlig ikke en forfatter, hans niveau var ikke højt nok til at kunne kalde ham det, men han var en entertainer af høj klasse.

Jeg har engang skrevet en digt efter jeg havde læst eller set et af hans mere biografiske historier. Jeg følte mig berørt af hans historier fordi jeg kommer fra samme landsby og kunne genkende noget af hans entusiasme for klitte området. Jeg sendte det til ham fordi han var initiator af mine følelser den dag, og det måtte han gerne vide. Naiv som jeg var havde jeg måske håbet på en lille hilsen tilbage fra Boudewijn, og jeg var, indrømmet, skuffet da jeg som svar modtog et signeret billede af ham. Jeg følte mig behandlet som en fan, og det mente jeg nu ikke jeg var. jeg var mere interesseret i hvad han lavede.
Men nu håber jeg at jeg har det billede endnu, det ville pynte enormt i mit skriveområde.

Maarten ‘t Hart citerer William Faulkner, som skulle have sagt at alle forfatter er løgner som har gjort det til deres profession. Og jeg tænker på Karen Blixen, som, som jeg forstår det, også kreerede en personage, som hun måske selv kom til at lide under.
Boudewijns tilfalde er ikke just unik, men den er ret ekstrem, og han var en mand som havde en enormt indflydelse på en hel generation pga hans, til tider, prægtige fjernsynsarbejde. Og som Eva Rovers siger, hans kærlighed for musik var helt opret. Musikens tekster brugte han til at udtrykke sig, og han var vildt god til at finde passende musik til hans programmer.

Og mon ikke at hans rejseprogrammer var medvirkende til at jeg kom til at rejse flere gange til Island.