Kategoriarkiv: Dansk

Seneca – On the Shortness of Life

I går læste jeg “On the Shortness of Life” af Seneca (ca. 4 f.Kr. – 65 e.Kr.) færdigt. Det er en kort (30 sider) bog/essay om hvordan livet kan føles alt for kort når man ikke har brugt det rigtigt.

Teksten gav mig nogle spørgsmål omkring hvem Seneca egentlig var, og hvad hans mål var.  Det var forholdsvis nemt at læse og jeg fandt nogle linjer i teksten med en klar og kraftigt mening, linjer som jeg gerne vil mindes om. Ideerne i teksten kendte jeg fra min læsning om stoicisme, og det var derfor især hans fortolkning og måde at kommunikere dem videre på som var interessante. Det var klart, let læseligt og med mange, til tider farverige, eksempler.

Men det er måske især det sidste som gjorde at jeg følte mig lidt usikker mens jeg læste teksten. Hvad var meningen med denne tekst? Den er skrevet i en klart overbevisende tone, som netop illustreres af alle de eksempler som ofte understreger det som allerede var skrevet tydeligt ned. De er ikke så meget en tekst som opfordrer til selv at finde mening i nogle begreber eller som stimulerer hjernerne på en måde at man ikke lægger mærke til det. Det er en tekst som siger at sådan og sådan er det godt, og det er dårligt, og det burde man kunne indse.
Derfor fremkaldt teksten tvivl hos mig mens jeg læste. Er det nu virkeligt er så enkelt som han siger, og hvordan ser han egentlig selv på det, sådan cirka sent om natten, når det er mørkt og koldt og på et tidspunkt hvor han måske var hundetræt efter en hård dag på arbejde? Hvorfor er der så mange eksempler, er det fordi han prøver at overbevise sig selv?

Men måske var jeg påvirket af mange kommentarer jeg har læst af mennesker som tvivler på Seneca’s integritet, og som derfor mener at hans tekster ikke har den samme værdi som for eksempel Epiktet eller Marcus Aurelius. Seneca var rig, og ganske aktiv i det romerske -politiske- samfund. Hvordan kan han så påstå at kun tid man tilbringer ved at være filosof er vigtigt (og ja, jeg er klar over at i den tid mente man at en filosof var nogen som prøvede at leve ens liv så godt som muligt ifølge ens filosofiske overbevisning – altså ikke en videnskaber som vi nu forstår det) og at ikke lade tiden gå med ikke vigtige ting som penge, politik eller hvad andre synes er vigtigt eller opfordre en til.

Jeg fandt dog i dag en anmeldelse af Julia Annas af bogen Reading Seneca: Stoic Philosophy at Rome af Brad Inwood, hvori hun fortolker de tanker som mange har om Seneca, og fortæller at Brad Inwood, som har som videnskaber arbejdet med Seneca i 15 år, synes at dette billede af Seneca som ikke helt så integrer, ikke er rigtigt. Han er kommet til konklusionen at vi sagtens kan stole på Seneca, at han er godt forankret i den stoiske filosofi, og at han er god til at bruge de virkemidler en forfatter har til at formidle et budskab.

Men ellers har jeg det egentlig også godt med en bemærkning som jeg læste som kommentar på Goodreads: Bare fordi lægen selv ryger, betyder det vel ikke at han ikke har ret når han siger at rygning er dårligt.
Eller, en anden tanke, hvor skal Seneca ellers -med så meget sikkerhed – vide fra hvad man ikke skal gøre?

Læse og skrive

Jeg har brugt de første timer af dagen på at ordne min e-bog bibliotek i Calibre. Det bliver nok der at jeg holder styr på hvad jeg har. Så jeg delt information om de bøger som findes på min e-bog læseren med Calibre og jeg har sørget for at alle bøger har et eller andet omslag, sådan at det er nemt at se titlen. Alle forfatternavne er nu i samme format og i dag har jeg opdaget at der findes Virtual libraries, som kan vise en del af samlingen, inklusiv mærkater og andre info af dette del. Det kan for eksempel bruges til at sortere bøger fra artikler, eller fiction fra non-fiction.

Jeg kunne med det samme tilføje Natalie Goldberg’s bog Thunder and Lightning, som jeg købte som e-bog hos Kobo i dag. Den kostede hele 23 kroner, da jeg fik rabat på min første ebog. Det var dog ikke helt nemt at finde ud af hvordan jeg kunne læse denne DRM beskyttede Kobo e-bog på min Pocketbook ereader, som har Adobe DRM på plads.


Løsningen var at lede på Kobo’s hjemmeside, hvor den fandtes under My accounts -> My Books. Lige under forsiden af bogen, findes der tre prikker …, hvis man klikker der får man en mulighed for at downloade “bogen”, dvs at man får en link og software kode. Dette lille pakket kunne jeg overføre til Pocketbook (jeg brugte en USB kabel), hvorefter jeg kunne klikke på bogen. Bogen blev hentet til læseren, og nu kunne jeg åbne den.


Jeg er glad for at det lykkedes, fordi bogen er en personligt fortælling om den fase hvor ens tekster og notater skulle blive til noget sammenhængende, som for eksempel i en bog.
Og det passer fint med hvad jeg startede i går, hvor jeg begyndte at organisere min fokusskrivning i et program som hedder Manuskript. Programmet er i Beta, det crasher nogle gange hos mig og mangler for eksempel nogle vigtige ikoner. Men jeg har fundet ud af hvordan jeg kan bruge det, forhåbentlig uden stor problemer.
Det er muligt at bruge det i en “simpel version”, som giver mig nok muligheder til mit formål. Nu kan jeg ordne og flytte kapitler og dele der af, skrive notater i en sidepanel, referencer, mærkater og status. Programmet giver mulighed for at kompilere bogen, og for at angive hvad skal være med og hvad ikke. Det kan eksportere det i forskellige formater, dog har jeg  kun prøvet .txt og markdown (som den understøtter).
Jeg har tænkt mig at tage backups ved at eksportere teksten med jævne mellemrum, sådan at jeg altid har alt tekst, underfordelt i kapitler. Det betyder at hvis programmet crasher, eller forsvinder for evigt, at jeg kun risikerer at skulle starte forfra med teksten i hånden. Så skal jeg bare kopiere og klistre det ind i et nyt program.
Der er altså ikke meget at tabe, men meget at vinde. Det ser overskueligt ud, og man bliver fristet til at arbejde mere med det.
Jeg har nu lavet en underfordeling af teksterne i kapitler, med en kort beskrivelse hvad kapitlerne skulle indeholde. Bagefter fandt jeg de tekster som jeg allerede havde organiseret i Scrivener (som jeg som sagt skulle opgive da det ikke længere bliver opdateret i en Linux version) og dem har jeg overført til Manuskript.

Nu vil jeg gå igennem min fokusskrivning, startende, i denne omgang, i slutningen af 2017, og hente alt som kan bruges. Efter hver af mine daglige 30 min. fokusskrivning giver jeg forskellige mærkater til dele af teksten, så jeg kan relativt nemt gå alt igennem. Når jeg er færdig skal jeg gennemlæse alle tekster i hvert kapitel, og slette eller flytte det som ikke er relevant, og omskrive, genskrive og redigere.
Til sidst skal jeg læse det mange gange igennem, i håbet om at finde så mange fejl som jeg kan.

Det betyder nok at jeg ikke har helt så meget tid til bloggen, men fordi jeg holder fast i min daglige fokusskrivning skulle der gerne komme flere indlæg.
Jeg kunne også godt tænke mig at skrive noget om de bøger som jeg formår at læse færdigt. Der er trods alt lidt mere gang i mine læse aktiviteter på grund af min nye e-bog læser.

Jeg læser

Efter at Jeg købte min første e-bog læser i går, har jeg selvfølgeligt læst lidt, og dermed får jeg nye impulser som gør indtryk.

Jeg læste to kapitler i Natalie Goldbergs True secrets of writing (igen, frygtelig titel), en om Wang Wei, og en om Ernest Hemmingway.
Det er den måde Natalie gør opmærksom på sprog på som vækker mine sanser. Wang Wei’s brug af billedsprog ramte lige på de rigtige sted i mit sind. Sådan er det flot! Men også Natalies lille essay om Hemmingway bragte en fornemmelse for hvad ord kan. Hvis man altså vil mærke efter.

Wang Wei (699–759)

      Lily Magnolia Enclosure

The autumn hill gathers the remaining light
A flying bird chases its companion before it
The green colour is momentarily bright
Sunset mist has no fixed place

Med få ord kan man fremkalde et minde, et billede, som er blevet forbunden med emotioner, og som er noget man har set på et eller andet tidspunkt i sit liv. Og man har dengang lagt mærke til det. Alle mennesker udvikler sig, lever videre, lærer, ændrer sig… og hvert nyt sekund er ikke det samme som det sekund som lige forsvandt. Der sker så meget at man glemmer, tiden æder alt i og omkring os, i sådan en fart at man kan nogle gange undre sig og kan spørge sig selv hvem man egentlig er.
Men se på Wang Wei’s linjer. Skrevet i det 7de århundred -det er altså ret langt siden at han lå mærke til det han så. Når man læser de linjer lige så stille, og lader dem hvile lidt, får man sikkert et eller flere billeder på nethinden. Hvor kommer de fra, hvornår har du set det du ser nu, lagt mærke til det? Da du var 10, 20, 30 år gammel? Du er mere end du lige nu er.

Linjerne appellerer til en anden type oplevelse en de oplevelser vi bruger til at få vores hverdag til at fungere. De referer til naturen, som, indtil videre, altid er, og derfor kan vi få en forbindelse med en digter i det 7de århundred.
De referer til minder, lagret i vores hjerne på næsten glemte steder, og som giver vores liv en forbindelse til noget mere, noget støre end os selv. Det er minder fra en oplevelse som gjorde indtryk da vi så det vi så, som har en energi som giver mening til vores væsen.

Det interessante er at man kan male det man så, og gøre oplevelsen mere kraftigt eller tydeligere, og man tilføjer så en helt del personlighed til oplevelsen. Man kan fotografere eller filme det, men for de fleste af os betyder det at når vi ser resultatet, er der stort set intet tilbage af det vi så.
Men når vi skriver det ned, kan vi fremkalde minder, billeder på nethinden, som vi engang så eller oplevede i fuld nærvær, og som derfor er meget personligt. Og det gør dem så kraftigt.

Goodreads

Jeg har alligevel oprettet mig som bruger på Goodreads, selvom jeg går ud fra at det er spildt af tid at bruge en social og kommerciel hjemmeside. Men man har vel lov til at lege lidt.
Da jeg undersøgte tjenesten kom der i hvert fald nogle bøger frem som ligner interessant: Nick Cave (har også skrevet bøger selvfølgeligt) – Katinka har sin digt samling der, dvs en henvisning til det, Rilke, Hadot, Natalie Goldberg, Rasmus Ejrnæs.. de er der allesammen.
Så i det mindste kan jeg blive lidt klogere på hvad der findes i bogverden, i den retning jeg glider ned at.
Jeg fandt en bruger, en ung studerende, som til min overraskelse læser gamle bøger, og det var rart at se at sådan nogle findes endnu. Det er spændende og dejligt at vide at verden ikke er gået under endnu.

Det er som om jeg i disse dage mere og mere glider ind i en verden af bøger, forfatter, litteratur.. en verden jeg ikke rigtigt synes at jeg hører til, men måske kunne der i fremtiden være et hjørne for mig alligevel.
Det er godt at få indflydelser fra nutidige og tidligere generationer, man skal ikke selv opfinde hjulet igen, det kan man jo heller ikke.
Jeg har lyst til at vælge en forfatter og læse den person, samle info og værker fra den forfatteren, sådan at han eller hun bliver levende og nemmere at forstå – måske. Men jeg ved det ikke endnu. Da jeg var ung kunne jeg lide at læse J. M.A. Biesheuvel, J. H. Donner, Filip de Pillecijn og korte historier af Vladimir Nabokov. Men alle mennesker er interessante, alle har en historie at fortælle. Bare man lytter.

Alle burde læse flere bøger om året, fordi det er overlevering af viden, tradition, kendskab og tanker som bringer menneskeheden videre, hvis bare i form af nye diskussioner og dannelsen af egne meninger.

Og jeg, som går så op i at tidligere tider havde mindst lige så meget at fortælle som vi har, og som prøver at forstå historie og mennesker gennem tiden, jeg læser næsten ikke. Ubegribeligt, men det må være fordi jeg har så travlt med andre ting.
Mon ikke at hvis jeg læser at min skrivning langsomt bliver af en smule bedre kvalitet, og hvem ved bliver mit dansk også en anelse mere forståeligt.

Hvad er det igen det hedder?

“If you want to be a writer, you must do two things above all others: read a lot and write a lot.”

― Stephen King

(Citat også via Goodreads.)

Morgenmad

Efter flere natter med for lidt søvn, havde jeg i går svært ved at gøre det jeg vil. Og det irriterede mig resten af dagen. Jeg kunne ikke tage mig sammen og næsten alt min tid gik til en undersøgelse af e-bog readers og Goodreads.
Jeg skrev i det sidste øjeblik min 30 minutter fokusskrivning og det blev ikke særlig interessant. Altså, det var fra den forkerte stemning, teksten jeg skrev kom ikke fra mig selv, men inspirationen kom alt mulige andre steder fra.

Her til morgen tænkte jeg også på Goodreads (skal jeg tilmelde mig og bruge tid på det?) og for eksempel blogposts. Men jeg var mere vågn i dag og klar over at det er enormt vigtigt at jeg holder fast i 30 min fokusskrivning, som aller første på dagen.
Det er dog morgenmaden som er det store problem.

Jeg kan godt lide at sætte mig bag computeren, starte den – sådan at den har tid til at gøre hvad den skal gøre – og langsomt lade mine tanker glide hen over alt som dukker op, sådan at jeg begynder at koncentrere mig på hvad jeg skal skrive.
Men computeren og jeg er meget hurtigere færdigt end min morgenmad er spist, så jeg spiser videre mens jeg… ja.. hvad skal jeg lave… jeg kan lige slå noget op, eller se på den fane som er åben…
Og det er altid interessant, og inviterer til mere – det går fint, og på den måde kan der godt forsvinde en time (eller mere). Så kommer jeg i en anden stemning og skriver om noget som er direkte kommer af indflydelser udefra.

Men jeg har et meget dejligt værelse til at skrive i, med to lænestole og et kaffebord. Så jeg burde sikkert spise min morgenmad på en stol. Og først når jeg er – endeligt!- færdigt, kryber jeg bag skærmen og starter med de samme i Zim. Det vil være meget bedre.

Jeg husker at Dani Shapiro ofte har sagt og skrevet (hun har sagt meget om procrastination, her for eksempel), at det vigtigste punkt på dagen for hende er gangen fra kaffemaskinen til hendes computer. Jeg tror hun referer til afbrydelser fra for eksempel telefonen som kan forstyrre hende. Men hun indrømmer også at internet er en stor fjende af hendes skrivedisciplin, så også for hende er det vigtigt at have en vaner og rutiner på plads.
Jonathan Franzen har sagt at han arbejder på en computer uden internetforbindelse. Det er en glimrende ide at have det slukket, i hvert fald om morgen.

Jeg har ikke noget imod gode indflydelser, og der findes der ufattelig mange af via nettet, det er fantastisk, det er dejligt. Men hvad hjælper de fineste sætninger fra en klog og godt menneske, når man ikke er nået til nogenlunde det samme punkt i sit liv? Man skal leve sit liv så godt som man kan, og der kan nogle visdomsord fra andre godt komme på det rigtige tidspunkt. Så kan man tykke på det og omsætte det i ens eget liv. Men man har ikke brug for at hurtigt, uden rigtig sammenhæng, læse de klogeste ting eller smukkeste sætninger, når man selv er et helt andet sted hen i livet og døjer med helt andre problematikker. Så er det spild af energi, lige der på det tidspunkt. Og når man slukker for stort set alt tilførsel af informationer, får man – især i vores tid – mere end nok i ørerne og under øjnene alligevel. Det sker af et eller andet grund.

Skomager, bliv ved din læst

Jeg tænker for nyligt for meget over hvad jeg skal skrive i min fokusskrivning. Det er vist fint at mærke efter hvad der foregår i mit hoved, men jeg skal ikke planlægge min skrivning.
Det er faktisk meget ofte også forgæves, fordi jeg tit begynder at skrive om noget helt andet.

Lige nu er jeg lidt interesseret i filosofiske vinkler, jeg leder efter Alain de Botton igen, ser på en tweets af Oxford Philosophy og vil stadigvæk udarbejde indlægget om Simone Weil.
Men jeg skal ikke noget. Jeg skal skrive, og jeg vil lade fingrene bestemme hvilket emnet det bliver. Livet, i stedet for alt for tør intellekt. Følelser, tanker, blomster i haven, fugl i luften og emner som relaterer sig direkte til mit liv og mit indre. Ikke alt for mange impulser, ideer og oplysninger udefra, som så nemt strømmer ind fra flere sider. Men er svært at forklare, svært at sætte en streg, fordi der, for eksempel, nok kommer en del filosofi i min skrivning.

Det er egentlig utroligt hvor klart min ideer om at skrive er. Det er lidt som om at følge Dao, vejen i ens liv, uden at ville tage kontrol over retningen. Og det mindes om Natalie Goldberg‘s Zen inspirerede skrivemetoder, eller en stoisk opmærksomhed på ens indre stemme, en meditativ skrivning – og sådan har jeg altid set på det.
Er det fordi jeg har lært mig selv at skrive på den måde, er det noget ind i mig, eller er det noget jeg har fået hjemmefra?

Min far kunne lide anekdoter, som han også selv kaldte dem. Han kunne lide at lave små historier ud af tingene som skete omkring ham, og ved måltider opfordrede han os til at fortælle en anekdote. Jeg syntes det var hyggeligt og interessant, og jeg har sikkert hørt efter, men det er tankevækkende for opdragelse af mine børn, at det måske har haft et større indflydelse på mit liv end jeg er klar over. Jeg tror ikke at jeg ofte fortæller anekdoter, og jeg skriver sjældent på den måde. Men jeg genkender opmærksomheden for de små ting som sker i livet, og som er kendetegnede for starten af en anekdote. Hvad var det for en mand? Hvad skete der i haven ved hønsegården, hvad var baggrunden for en aha-oplevelse på arbejde?

Min mor er anderledes. Hun, og hendes tvilingsøster, har skrevet rigtigt meget i deres liv, men det er allesammen, ingen undtagelser, privat. De skriver ned hvad de drømte, og det kan være rigtig lange historier, og de har skrevet om deres erfaringer og meditative øvelser, som har som mål at lægge mærke til sammenspillet mellem krop, oplevelser og tanker. Et lær-dig-selv-at-kende livsprojekt. Men jeg ved det faktisk ikke engang præcise, fordi det er som sagt ikke noget de viser frem. Jeg ved kun at de har gjort det i store dele af deres liv, hvis ikke hele anden halvleg.

Mon ikke at jeg er et resultat af de to måder at bruge historier på – den ene strikt privat, den anden en måde at kommunikere med andre på. Og så tilføjer jeg min egen søgen efter måder at leve livet på, om hvordan man bedst fylder tomheden af rodløshed op.

Det kommer nu så naturligt at skrive som jeg plejer at gøre, det er et behov.
Men nogen gange kan jeg ikke lade være at forsvinde i en interessant boldgade, som leder mig væk fra den oprindelige ide om at lade fingrene vise vejen. Og så kan der opstå nogle perioder hvor jeg ikke skriver, fordi jeg er gået så meget op i et emne at jeg er kørt træt, og at jeg ikke kan vedligeholde den måde at skrive på.
Sådan skal det ikke være, det er for dejligt og vigtigt for mig at skrive, og det skal jeg ikke lade ødelægge af impulser udefra.