Dansk

Grene i Åen

Det er en dag i dag, hvor jeg har lidt tid og ro, og nu vil jeg gerne bygge. Jeg har lige set en hjemmeside af en forfatter, som viste mig hvordan jeg ikke vil gøre det. Mit mål er ikke at udgive en bog og kalde mig forfatter. Hvis jeg nogen siden kommer til at udgive en bog , er det en tilfældighed, noget som kom af det faktum at jeg skriver, og fordi jeg har behov for at udarbejde nogle tekster, og få dem ud i virkeligheden, ud i lyset. Jeg arbejder med tekster, mange tekster, har nok skrevet tusindvis af dem, og for hver dag der går, bliver det flere. Jeg ved ikke hvad jeg skal med alle disse ord, tanker, sætninger, tekster. De er for mange til at kunne behandle dem allesammen med den respekt de fortjener.

Jeg tager mig selv seriøst. Jeg læser mig selv mens jeg skriver, og så skriver jeg mere, og mere. Til sidst ved jeg ikke hvad jeg skal med alle disse tekster, tanker, sætninger, ord. Jeg vil ikke lade dem stå til, jeg vil ikke lade dem gå til grunde.

Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke vil det. Det er mig en stor gåde, lige så stor som den tryk jeg mærker på mig selv, og som fortæller mig at jeg ønsker at få nogle af teksterne ud i lyset. Jeg tror at det er en trang til at bekræfte mig selv.

Jeg skriver som sagt videre og videre, og kan skrive det samme igen og igen i 30 år, nærmest uden at opdage det, tiden går. Nogle gange er der et gennembrud, og skriver jeg noget godt. Når jeg læser det 10 år senere kan jeg ikke altid forstå at det er mig som har skrevet det. Fordi det måske er nogle gode tanker, en god energi, teksten løber fint, ordenen er på plads og rammer, men jeg kan ikke genkende det. Skal jeg så fortsætte med at skrive det samme, i 10 år, kommer jeg ikke videre?

Jeg vil ikke hænge fast i min egen usikkerhed, i uvidenhed om hvem jeg er og hvad jeg skriver. Mon ikke det er derfor at jeg gerne vil arbejde med teksterne og få nogle ud. Til at definere mig selv, eller til at dokumentere de tanker og følelser jeg har.

Så jeg laver nogle gange et indlæg på bloggen, glemmer det så i tidens løb, og skriver nogenlunde det samme igen.

Derfor skal jeg nok gå et skridt længere: samle tekster omkring de samme emner, og sammensætte en redigeret tekst hvor jeg fanger vinklerne og ånden i teksterne. Den kan jeg lade komme ud i lyset, og dermed definere mig selv. Hvorefter jeg vil indse at det altså ikke er hele historien, der er mere end bare det jeg har skrevet, eller at nogle af tanker og følelser ikke længere er i mit bevidste, dagligdags liv. De er forsvunden under overflader, ulmer, men er ikke aktuel.

I øjeblikket er jeg optaget af at forsøge at leve i her og nu, og give mine tanker den plads de fortjener: i tankehjørnet, under forbigående observationer, som grene i åen. De er der, men snart er de væk. Jeg kan samle nogle op, og publicere dem, men væk bliver de. Åen flyder videre, jeg skal videre, ned ad bakken, ins blaue hinein. Raus, Ende.