Kategoriarkiv: Fokusskrivning

Får i felten

Jeg læser i Natalie Goldberg Wild Mind. Bog nummer 4 af Natalie. Og efterhånden forstår jeg hvad hun siger, og har jeg fået nok af mine egne fortællinger. Fordi jeg synes at hun har ret.  Jeg vil ikke længere skrive journaler – det var nemlig det jeg skrev de seneste år. Og det var derfor at jeg ikke fandt nogle vilde heste i mine tekster.

Natalie skriver i bogen igen om freewriting, lad os kalde det friskrivning. Denne gang forstår jeg det som jeg gjorde omkring 1994, og nu, i 2018, er det lykkens gang.
Jeg har knoklet så længe med at undgå det jeg vil og skal, og det er gået op for mig.
(Tror jeg nu selv – man kan aldrig være sikker – et menneske er aldrig sikker.)

Jeg kan ikke længere skrive som jeg gjorde, nu at jeg langsomt har læst Natalie 4 gange. Hun rammer for meget plet i hendes beskrivelser, i behandlingen af mod-argumenter, som hun lader hendes studerende fortolke. Jeg ser på det jeg skrev, og ser at hun taler om noget andet.

Nu er jeg begyndt at skrive anderledes de sidste dage, og jeg mener at jeg nu endeligt  – forsigtigt – skriver det jeg skal, det jeg vil, det jeg har i mig.

——————————–

Du musst das Leben nicht verstehen

Du musst das Leben nicht verstehen,
dann wird es werden wie ein Fest.
Und lass dir jeden Tag geschehen
so wie ein Kind im Weitergehen von jedem Wehen
sich viele Blüten schenken lässt.

Sie aufzusammeln und zu sparen,
das kommt dem Kind nicht in den Sinn.
Es löst sie leise aus den Haaren,
drin sie so gern gefangen waren,
und hält den lieben jungen Jahren
nach neuen seine Hände hin.

Rainer Maria Rilke, 8.1.1898, Berlin-Wilmersdorf

————————————————-

Jeg har ændret min setup, min måde at skrive på, og det giver en anden måde at være den som skriver.

Fra hver dag en halv time, er jeg nu begyndt at skrive hver dag 10 minutter. Og det til at varme op. Jeg følger de 7 skriveregler fra Natalie, som foreslår at give slip, at ikke at tænke mens man skriver, at blive ved med at skrive uden pause, og at se om man kan finde nogle ord eller sætninger som rammer en, som giver genklang i kroppen. At skrive med kroppen som guide, at skrive det som kommer fra ens underbevidste. Eller fra den lag under den hverdagstænkende besserwisser, som holder alle modargumenter i skak ved at undgå mulige konflikter.

De 7 gang 10 minutter som jeg nu har skrevet har givet mig nogle helt andre tekster, som er fyld med ord og sætninger som kan danne starten til nye friskrivninger. Emnerne er anderledes, det er om farven blå, om at føle sig usikker, om minder fra barndommen – jeg ville ikke se på dem, men de væltede op ud af ingenting.

Friskrivning kan jeg gøre på papir, jeg kan åbne op og glemme alt om alle som, hvad-ved-jeg, læser med bag skærmene når man gemmer noget på nettet. Jeg kan rive det ud, kaste det væk, eller bare glemme det. Det er til at varme op, “træne skrivemusklen” som Natalie siger, og det er til at fange en sætning eller to, som måske kan bruges til at skrive mere om næste dag. Eller til det som kommer efter friskrivningen: at skrive noget som muligvis ikke er kun til mig selv. At skrive noget man har i sig, hvor man styrer med blid hånd sætninger til de steder man vil hen. Ingen journaler, men afrundede tekster.

Og nu til noget helt andet, nummer 1…

Jeg vil skrive et andet sted i dag, og derfor har jeg nu for første gang tilsluttet en mobil tastatur til min efterhånden ret gamle tablet. Den bruger jeg nu til at skrive denne tekst i Zoho Writer. Den tablet kan stå opret, jeg har set den på vindueskarmen af mit soveværelses vindue, sådan at jeg kan sidde på sengen og se ud af vinduet og på skærmen mens jeg skriver.
Det er imponerende sikke en tekniske muligheder vi allesammen har nu til dage. Fantastisk.

Nå, nu til dagens skrive opgave: 

Efter det jeg læste i de sidste dage, funderer jeg på at skrive noget andet, og ikke bare øve mig. Og i går aften læste jeg også nogle tekster jeg skrev i 2008 og 2013 – og de havde nøjagtig samme indhold som dem jeg skrev i de sidste uger. 
Så nu vil jeg prøve det.

Jeg vil bruge en halv time på at skrive udsigten fra mit vindue, da det vil lede mig i andre baner og åbne op for en anden måde at skrive på.

Udsigt fra mit soveværelse vindue.

Det mest dominerende syn er farverne af et stort almindelig røn træ, som er nok en 30 år gammel, hvis ikke mere. Huset er cirka 50 år gammel, og bygget på gammelt landbrugsjord, og træet kan derfor ikke være ældre. Det er en iøjnefaldende træ, da de mange graderinger af store områder med røde blade og mindre områder grøn trækker opmærksomheden væk fra alle andre ting omkring det. Farverne er så kraftigt at de orange bær, dem som ikke er spist endnu, ikke er synlige ved første øjekast.

Den rødbrune farve at træets blade må kunne kaldes en slags urfarve, som giver så meget stemning til træet, og som fanger øjet med det samme.

Foran træet står en rododendron i efterårsblomst. Jeg kan se 3 lilla-farvede blomst og friske nye skud med lysegrønne blade som peger opad. Det må være en vigtigt vækstperioden for denne plant, da det har været en lang og meget tør sommer. Og den konkurrerer med en ung ask træ, som i år nok er blevet næsten en meter højere. Det er nu cirka 3 meter højt, og har skaffet sig en plads mit i rododendron busken.

Jeg bliver distraheret af to fugle som snorede sig omkring røntræets yderste grene, og som nu sidder helt oppe i toppen. Den ene fugle ser sig omkring, mens den anden sidder lidt lavere og spiser bær. Men nu flyver de forskrækket op, og der viser sig en tredje fugl som følger trop. De flyver væk fra træet, drejer pludselig alle tre samtidigt tilbage, og frem igen, væk fra træet.

Jeg ved ikke hvad det var for nogle fugl. Jeg havde hurtigt hentet min kikkert, men kunne ikke genkende den som sad på udkig. Jeg tror det var bogfinke. 

Det er da egentlig utroligt at på samme linje, fra mit vindue til den blodrøde røntræ og den blomstrende lilla rododendron, ligger der en knald orange trafik kegle i det grønne græs. Sikke nogle farver: orange, grøn, lilla, brun rød, og så er himlen bag det en meget lysegrå, jævn lys da det er er totalt skyet. Nu flyver der pludseligt en flok af cirka 40 småfugle over hus og have og ud over marken. Jeg kunne ikke se hvad det var for en fugle, spurve måske. Der sidder i hvert fald en bogfinke i rønnetræet igen. 

Græsset i haven er ret højt, sådan 10 til 20 cm, og det ser frisk og stærk ud. Det bøjer sig lidt i morgendug, eller måske er det bare regnvand fra i nat. Der står vand på terrassebordet, som jeg i øvrigt snart skal rydde op, og det drypper fra den falmende parasol som er bundet sammen med en snor, og som er drejet væk fra vinden og peger i min retning.  

Hvad er rødtjørnen ved havelågen dog egentligt bart og klart mindre en det prægtige rønnetræ. Tjørnen har et specifikt udtryk på grund af de kringlede grener og det faktum at de nederste grene systematisk er blevet fjernet i de mange år at det har levet – mon ikke at den er nøjagtigt lige så gammel som makkeren, rønnebærtræet. Dens form minder om træerne på afrikanske savanner, og det bliver derfor ofte omtalt som Serengeti træet. Foran træet ligner det som om der svæver en lille, hvid plastik spand i luften, men det hænger med en grøn hank på snoren af et tør stativ, og det bliver ledsaget af gule, røde og blå plastik vaskepind.
Under spanden står rødbeder og vokser. Kan vi mon spise det endnu, i aften for eksempel? Radiserne ved siden af har jeg for længst opgivet. Jeg kan ikke lide at spise dem og de voksede alt for hurtigt. Så nu er der to områder med en halv meter høje, friske radiserblade og rødbeder blade med røde nerver. (Var det en sjagger i rønnetræet?)
Foran de to store bladplanter er der to firkantede områder med tørret græs, som nu må forme en tung dyne, vådt af regnen. Jeg har lagt det der for at undgå ukrudt i køkkenhaven, og for at holde fast i næringsstofferne i jorden. Det giver nok liv i jorden, denne dække af halv tør, halv rådendt græs.

Forskellen mellem vores have og marken bag det, er enormt. Vores have er grøn, grøn grøn, den brak liggende mark er brun, rødbrun og atter brun. Det eneste som matcher den brune mark i baggrunden er toppen af den, for ikke så langt siden, klippede ligusterhæk, og den store grenestak, lige til venstre af rønnetræet. Den er cirka en meter højt og en meter gange en meter. Den er helt fyldt op med grene, klippet af i den sidste vinter, eller var det allerede forår – det var enormt koldt i hvert fald – hvor vi fik nye vinduer og døre, og gavlen af huset fik en ny beklædning. Jeg havde savet mange store buske helt ned for at give plads til tømreren.
Der er faldet en gren ved siden af stakken, i det grønne græs. Grenen har stadigvæk blade, som er i en kraftig gul farve.

Så faktisk starter udsigten med en hvid med sort stribet gammel klud, som ligger sammenblæst på den murstensrøde terrasse, og en orange, nærmest lysgivende trafikkegle som er faldet om på kanten af terrassen og som peger over græsset til den lilla blomstrende rododendronbusk i frisk grøn efterårsvækst. Den står ved siden af den store, brune grenestak med den gren med knaldgule blade ved siden af, foran den store røn træ, som er så flot rust-rød i enden af alle sine mange grene.

At skrive ned hvad jeg ser fra vinduet handler åbenbart meget om farver.

Får måske, men heste….

Jeg er nået i Natalie Goldberg’s bog Thunder og Lightning til det tredje del, om at tøjle mine vilde heste, hvor hestene refererer til de spontane, stream-of-consciousness tekster man har samlet gennem årene.  Og nu kan jeg næsten ikke skrive mere, fordi jeg føler at det kunne være det jeg skal.
I det næste kapitel fortæller hun om hvordan man beskriver noget, uden at fortælle for meget, baseret på billedsprog. Flot skrevet, tydeligt, rigtigt. Sådan tæmmer man sine vilde heste…. men vent…. hvilke heste? Jeg HAR ikke nogen heste! Får måske, men heste… nej.

Jeg er i de sidste uger, i et hurtigt tempo, gået fra at ville arbejde på at samle en del tanker fra det sidste år til en helhed, måske i en bogform, til at synes at jeg skal skrive essays. Dagen efter fandt jeg ud af at jeg faktisk skriver en slags dagbøger, og at essay-formen ville være for stramt. Men så kom indsigten at jeg faktisk ikke skriver i det hele taget, men bare noterer mine ønsker og drømmer. Og nu skal jeg tøjle de vilde heste som jeg ikke har set endnu.

Så (igen) tror jeg at det eneste jeg skal er at gennemgå mine skriverier for at se om der overhoved går nogle vilde heste rundt. Og det er også det Natalie lægger ud med i delen om at tæmme hestene. Find din røde tråd, udarbejd tanker fra tidligere, arbejd videre med det, find nogle sætninger du falder over når du genlæser tekster, og tyg på dem i nye, mere kontrollerede tekster.

På en eller anden måde føler jeg nemlig at hun har ret. Jeg har skrevet nok i de sidste 25 år, jeg har øvet mig, jeg kan sætte ord sammen, jeg kan fylde flere sider i en halv time. Så hvorfor træne mere?
Jeg fortsætter fordi jeg ikke har fundet ud af hvad det er jeg vil sige, mit skib har ingen havn endnu, min vilde heste er i bjergene, et eller andet sted. Jeg har kun får og får får lam. Er jeg lammet af ubeslutsomhed eller fordi jeg ikke hører efter hvad det er jeg siger?

Jeg vil nok finde ud af når jeg nu begynder at samle mine gamle tekster, at jeg skriver tydeligt og klart hvad det er jeg vil, og jeg gør det sikkert mange gange. Men indtil videre har jeg måske tænkt at det ikke er godt nok, ikke praktisk, at der ikke er nogen prestige i at skrive noget som ingen vil læse. At jeg bræger i blinde, i ingenmandsland. Kan jeg se i mine tekster om fåret måske gemmer på en stenbuk, som klarer sig fint oppe på bjergene?

Læse og skrive

Jeg har brugt de første timer af dagen på at ordne min e-bog bibliotek i Calibre. Det bliver nok der at jeg holder styr på hvad jeg har. Så jeg delt information om de bøger som findes på min e-bog læseren med Calibre og jeg har sørget for at alle bøger har et eller andet omslag, sådan at det er nemt at se titlen. Alle forfatternavne er nu i samme format og i dag har jeg opdaget at der findes Virtual libraries, som kan vise en del af samlingen, inklusiv mærkater og andre info af dette del. Det kan for eksempel bruges til at sortere bøger fra artikler, eller fiction fra non-fiction.

Jeg kunne med det samme tilføje Natalie Goldberg’s bog Thunder and Lightning, som jeg købte som e-bog hos Kobo i dag. Den kostede hele 23 kroner, da jeg fik rabat på min første ebog. Det var dog ikke helt nemt at finde ud af hvordan jeg kunne læse denne DRM beskyttede Kobo e-bog på min Pocketbook ereader, som har Adobe DRM på plads.


Løsningen var at lede på Kobo’s hjemmeside, hvor den fandtes under My accounts -> My Books. Lige under forsiden af bogen, findes der tre prikker …, hvis man klikker der får man en mulighed for at downloade “bogen”, dvs at man får en link og software kode. Dette lille pakket kunne jeg overføre til Pocketbook (jeg brugte en USB kabel), hvorefter jeg kunne klikke på bogen. Bogen blev hentet til læseren, og nu kunne jeg åbne den.


Jeg er glad for at det lykkedes, fordi bogen er en personligt fortælling om den fase hvor ens tekster og notater skulle blive til noget sammenhængende, som for eksempel i en bog.
Og det passer fint med hvad jeg startede i går, hvor jeg begyndte at organisere min fokusskrivning i et program som hedder Manuskript. Programmet er i Beta, det crasher nogle gange hos mig og mangler for eksempel nogle vigtige ikoner. Men jeg har fundet ud af hvordan jeg kan bruge det, forhåbentlig uden stor problemer.
Det er muligt at bruge det i en “simpel version”, som giver mig nok muligheder til mit formål. Nu kan jeg ordne og flytte kapitler og dele der af, skrive notater i en sidepanel, referencer, mærkater og status. Programmet giver mulighed for at kompilere bogen, og for at angive hvad skal være med og hvad ikke. Det kan eksportere det i forskellige formater, dog har jeg  kun prøvet .txt og markdown (som den understøtter).
Jeg har tænkt mig at tage backups ved at eksportere teksten med jævne mellemrum, sådan at jeg altid har alt tekst, underfordelt i kapitler. Det betyder at hvis programmet crasher, eller forsvinder for evigt, at jeg kun risikerer at skulle starte forfra med teksten i hånden. Så skal jeg bare kopiere og klistre det ind i et nyt program.
Der er altså ikke meget at tabe, men meget at vinde. Det ser overskueligt ud, og man bliver fristet til at arbejde mere med det.
Jeg har nu lavet en underfordeling af teksterne i kapitler, med en kort beskrivelse hvad kapitlerne skulle indeholde. Bagefter fandt jeg de tekster som jeg allerede havde organiseret i Scrivener (som jeg som sagt skulle opgive da det ikke længere bliver opdateret i en Linux version) og dem har jeg overført til Manuskript.

Nu vil jeg gå igennem min fokusskrivning, startende, i denne omgang, i slutningen af 2017, og hente alt som kan bruges. Efter hver af mine daglige 30 min. fokusskrivning giver jeg forskellige mærkater til dele af teksten, så jeg kan relativt nemt gå alt igennem. Når jeg er færdig skal jeg gennemlæse alle tekster i hvert kapitel, og slette eller flytte det som ikke er relevant, og omskrive, genskrive og redigere.
Til sidst skal jeg læse det mange gange igennem, i håbet om at finde så mange fejl som jeg kan.

Det betyder nok at jeg ikke har helt så meget tid til bloggen, men fordi jeg holder fast i min daglige fokusskrivning skulle der gerne komme flere indlæg.
Jeg kunne også godt tænke mig at skrive noget om de bøger som jeg formår at læse færdigt. Der er trods alt lidt mere gang i mine læse aktiviteter på grund af min nye e-bog læser.

Morgenmad

Efter flere natter med for lidt søvn, havde jeg i går svært ved at gøre det jeg vil. Og det irriterede mig resten af dagen. Jeg kunne ikke tage mig sammen og næsten alt min tid gik til en undersøgelse af e-bog readers og Goodreads.
Jeg skrev i det sidste øjeblik min 30 minutter fokusskrivning og det blev ikke særlig interessant. Altså, det var fra den forkerte stemning, teksten jeg skrev kom ikke fra mig selv, men inspirationen kom alt mulige andre steder fra.

Her til morgen tænkte jeg også på Goodreads (skal jeg tilmelde mig og bruge tid på det?) og for eksempel blogposts. Men jeg var mere vågn i dag og klar over at det er enormt vigtigt at jeg holder fast i 30 min fokusskrivning, som aller første på dagen.
Det er dog morgenmaden som er det store problem.

Jeg kan godt lide at sætte mig bag computeren, starte den – sådan at den har tid til at gøre hvad den skal gøre – og langsomt lade mine tanker glide hen over alt som dukker op, sådan at jeg begynder at koncentrere mig på hvad jeg skal skrive.
Men computeren og jeg er meget hurtigere færdigt end min morgenmad er spist, så jeg spiser videre mens jeg… ja.. hvad skal jeg lave… jeg kan lige slå noget op, eller se på den fane som er åben…
Og det er altid interessant, og inviterer til mere – det går fint, og på den måde kan der godt forsvinde en time (eller mere). Så kommer jeg i en anden stemning og skriver om noget som er direkte kommer af indflydelser udefra.

Men jeg har et meget dejligt værelse til at skrive i, med to lænestole og et kaffebord. Så jeg burde sikkert spise min morgenmad på en stol. Og først når jeg er – endeligt!- færdigt, kryber jeg bag skærmen og starter med de samme i Zim. Det vil være meget bedre.

Jeg husker at Dani Shapiro ofte har sagt og skrevet (hun har sagt meget om procrastination, her for eksempel), at det vigtigste punkt på dagen for hende er gangen fra kaffemaskinen til hendes computer. Jeg tror hun referer til afbrydelser fra for eksempel telefonen som kan forstyrre hende. Men hun indrømmer også at internet er en stor fjende af hendes skrivedisciplin, så også for hende er det vigtigt at have en vaner og rutiner på plads.
Jonathan Franzen har sagt at han arbejder på en computer uden internetforbindelse. Det er en glimrende ide at have det slukket, i hvert fald om morgen.

Jeg har ikke noget imod gode indflydelser, og der findes der ufattelig mange af via nettet, det er fantastisk, det er dejligt. Men hvad hjælper de fineste sætninger fra en klog og godt menneske, når man ikke er nået til nogenlunde det samme punkt i sit liv? Man skal leve sit liv så godt som man kan, og der kan nogle visdomsord fra andre godt komme på det rigtige tidspunkt. Så kan man tykke på det og omsætte det i ens eget liv. Men man har ikke brug for at hurtigt, uden rigtig sammenhæng, læse de klogeste ting eller smukkeste sætninger, når man selv er et helt andet sted hen i livet og døjer med helt andre problematikker. Så er det spild af energi, lige der på det tidspunkt. Og når man slukker for stort set alt tilførsel af informationer, får man – især i vores tid – mere end nok i ørerne og under øjnene alligevel. Det sker af et eller andet grund.

Skomager, bliv ved din læst

Jeg tænker for nyligt for meget over hvad jeg skal skrive i min fokusskrivning. Det er vist fint at mærke efter hvad der foregår i mit hoved, men jeg skal ikke planlægge min skrivning.
Det er faktisk meget ofte også forgæves, fordi jeg tit begynder at skrive om noget helt andet.

Lige nu er jeg lidt interesseret i filosofiske vinkler, jeg leder efter Alain de Botton igen, ser på en tweets af Oxford Philosophy og vil stadigvæk udarbejde indlægget om Simone Weil.
Men jeg skal ikke noget. Jeg skal skrive, og jeg vil lade fingrene bestemme hvilket emnet det bliver. Livet, i stedet for alt for tør intellekt. Følelser, tanker, blomster i haven, fugl i luften og emner som relaterer sig direkte til mit liv og mit indre. Ikke alt for mange impulser, ideer og oplysninger udefra, som så nemt strømmer ind fra flere sider. Men er svært at forklare, svært at sætte en streg, fordi der, for eksempel, nok kommer en del filosofi i min skrivning.

Det er egentlig utroligt hvor klart min ideer om at skrive er. Det er lidt som om at følge Dao, vejen i ens liv, uden at ville tage kontrol over retningen. Og det mindes om Natalie Goldberg‘s Zen inspirerede skrivemetoder, eller en stoisk opmærksomhed på ens indre stemme, en meditativ skrivning – og sådan har jeg altid set på det.
Er det fordi jeg har lært mig selv at skrive på den måde, er det noget ind i mig, eller er det noget jeg har fået hjemmefra?

Min far kunne lide anekdoter, som han også selv kaldte dem. Han kunne lide at lave små historier ud af tingene som skete omkring ham, og ved måltider opfordrede han os til at fortælle en anekdote. Jeg syntes det var hyggeligt og interessant, og jeg har sikkert hørt efter, men det er tankevækkende for opdragelse af mine børn, at det måske har haft et større indflydelse på mit liv end jeg er klar over. Jeg tror ikke at jeg ofte fortæller anekdoter, og jeg skriver sjældent på den måde. Men jeg genkender opmærksomheden for de små ting som sker i livet, og som er kendetegnede for starten af en anekdote. Hvad var det for en mand? Hvad skete der i haven ved hønsegården, hvad var baggrunden for en aha-oplevelse på arbejde?

Min mor er anderledes. Hun, og hendes tvilingsøster, har skrevet rigtigt meget i deres liv, men det er allesammen, ingen undtagelser, privat. De skriver ned hvad de drømte, og det kan være rigtig lange historier, og de har skrevet om deres erfaringer og meditative øvelser, som har som mål at lægge mærke til sammenspillet mellem krop, oplevelser og tanker. Et lær-dig-selv-at-kende livsprojekt. Men jeg ved det faktisk ikke engang præcise, fordi det er som sagt ikke noget de viser frem. Jeg ved kun at de har gjort det i store dele af deres liv, hvis ikke hele anden halvleg.

Mon ikke at jeg er et resultat af de to måder at bruge historier på – den ene strikt privat, den anden en måde at kommunikere med andre på. Og så tilføjer jeg min egen søgen efter måder at leve livet på, om hvordan man bedst fylder tomheden af rodløshed op.

Det kommer nu så naturligt at skrive som jeg plejer at gøre, det er et behov.
Men nogen gange kan jeg ikke lade være at forsvinde i en interessant boldgade, som leder mig væk fra den oprindelige ide om at lade fingrene vise vejen. Og så kan der opstå nogle perioder hvor jeg ikke skriver, fordi jeg er gået så meget op i et emne at jeg er kørt træt, og at jeg ikke kan vedligeholde den måde at skrive på.
Sådan skal det ikke være, det er for dejligt og vigtigt for mig at skrive, og det skal jeg ikke lade ødelægge af impulser udefra.