Tag-arkiv: Arkiv

Får måske, men heste….

Jeg er nået i Natalie Goldberg’s bog Thunder og Lightning til det tredje del, om at tøjle mine vilde heste, hvor hestene refererer til de spontane, stream-of-consciousness tekster man har samlet gennem årene.  Og nu kan jeg næsten ikke skrive mere, fordi jeg føler at det kunne være det jeg skal.
I det næste kapitel fortæller hun om hvordan man beskriver noget, uden at fortælle for meget, baseret på billedsprog. Flot skrevet, tydeligt, rigtigt. Sådan tæmmer man sine vilde heste…. men vent…. hvilke heste? Jeg HAR ikke nogen heste! Får måske, men heste… nej.

Jeg er i de sidste uger, i et hurtigt tempo, gået fra at ville arbejde på at samle en del tanker fra det sidste år til en helhed, måske i en bogform, til at synes at jeg skal skrive essays. Dagen efter fandt jeg ud af at jeg faktisk skriver en slags dagbøger, og at essay-formen ville være for stramt. Men så kom indsigten at jeg faktisk ikke skriver i det hele taget, men bare noterer mine ønsker og drømmer. Og nu skal jeg tøjle de vilde heste som jeg ikke har set endnu.

Så (igen) tror jeg at det eneste jeg skal er at gennemgå mine skriverier for at se om der overhoved går nogle vilde heste rundt. Og det er også det Natalie lægger ud med i delen om at tæmme hestene. Find din røde tråd, udarbejd tanker fra tidligere, arbejd videre med det, find nogle sætninger du falder over når du genlæser tekster, og tyg på dem i nye, mere kontrollerede tekster.

På en eller anden måde føler jeg nemlig at hun har ret. Jeg har skrevet nok i de sidste 25 år, jeg har øvet mig, jeg kan sætte ord sammen, jeg kan fylde flere sider i en halv time. Så hvorfor træne mere?
Jeg fortsætter fordi jeg ikke har fundet ud af hvad det er jeg vil sige, mit skib har ingen havn endnu, min vilde heste er i bjergene, et eller andet sted. Jeg har kun får og får får lam. Er jeg lammet af ubeslutsomhed eller fordi jeg ikke hører efter hvad det er jeg siger?

Jeg vil nok finde ud af når jeg nu begynder at samle mine gamle tekster, at jeg skriver tydeligt og klart hvad det er jeg vil, og jeg gør det sikkert mange gange. Men indtil videre har jeg måske tænkt at det ikke er godt nok, ikke praktisk, at der ikke er nogen prestige i at skrive noget som ingen vil læse. At jeg bræger i blinde, i ingenmandsland. Kan jeg se i mine tekster om fåret måske gemmer på en stenbuk, som klarer sig fint oppe på bjergene?