Tag-arkiv: at skrive

Læse og skrive

Jeg har brugt de første timer af dagen på at ordne min e-bog bibliotek i Calibre. Det bliver nok der at jeg holder styr på hvad jeg har. Så jeg delt information om de bøger som findes på min e-bog læseren med Calibre og jeg har sørget for at alle bøger har et eller andet omslag, sådan at det er nemt at se titlen. Alle forfatternavne er nu i samme format og i dag har jeg opdaget at der findes Virtual libraries, som kan vise en del af samlingen, inklusiv mærkater og andre info af dette del. Det kan for eksempel bruges til at sortere bøger fra artikler, eller fiction fra non-fiction.

Jeg kunne med det samme tilføje Natalie Goldberg’s bog Thunder and Lightning, som jeg købte som e-bog hos Kobo i dag. Den kostede hele 23 kroner, da jeg fik rabat på min første ebog. Det var dog ikke helt nemt at finde ud af hvordan jeg kunne læse denne DRM beskyttede Kobo e-bog på min Pocketbook ereader, som har Adobe DRM på plads.

Løsningen var at lede på Kobo’s hjemmeside, hvor den fandtes under My accounts -> My Books. Lige under forsiden af bogen, findes der tre prikker …, hvis man klikker der får man en mulighed for at downloade “bogen”, dvs at man får en link og software kode. Dette lille pakket kunne jeg overføre til Pocketbook (jeg brugte en USB kabel), hvorefter jeg kunne klikke på bogen. Bogen blev hentet til læseren, og nu kunne jeg åbne den.

Jeg er glad for at det lykkedes, fordi bogen er en personligt fortælling om den fase hvor ens tekster og notater skulle blive til noget sammenhængende, som for eksempel i en bog.
Og det passer fint med hvad jeg startede i går, hvor jeg begyndte at organisere min fokusskrivning i et program som hedder Manuskript. Programmet er i Beta, det crasher nogle gange hos mig og mangler for eksempel nogle vigtige ikoner. Men jeg har fundet ud af hvordan jeg kan bruge det, forhåbentlig uden stor problemer.
Det er muligt at bruge det i en “simpel version”, som giver mig nok muligheder til mit formål. Nu kan jeg ordne og flytte kapitler og dele der af, skrive notater i en sidepanel, referencer, mærkater og status. Programmet giver mulighed for at kompilere bogen, og for at angive hvad skal være med og hvad ikke. Det kan eksportere det i forskellige formater, dog har jeg kun prøvet .txt og markdown (som den understøtter).
Jeg har tænkt mig at tage backups ved at eksportere teksten med jævne mellemrum, sådan at jeg altid har alt tekst, underfordelt i kapitler. Det betyder at hvis programmet crasher, eller forsvinder for evigt, at jeg kun risikerer at skulle starte forfra med teksten i hånden. Så skal jeg bare kopiere og klistre det ind i et nyt program.
Der er altså ikke meget at tabe, men meget at vinde. Det ser overskueligt ud, og man bliver fristet til at arbejde mere med det.
Jeg har nu lavet en underfordeling af teksterne i kapitler, med en kort beskrivelse hvad kapitlerne skulle indeholde. Bagefter fandt jeg de tekster som jeg allerede havde organiseret i Scrivener (som jeg som sagt skulle opgive da det ikke længere bliver opdateret i en Linux version) og dem har jeg overført til Manuskript.

Nu vil jeg gå igennem min fokusskrivning, startende, i denne omgang, i slutningen af 2017, og hente alt som kan bruges. Efter hver af mine daglige 30 min. fokusskrivning giver jeg forskellige mærkater til dele af teksten, så jeg kan relativt nemt gå alt igennem. Når jeg er færdig skal jeg gennemlæse alle tekster i hvert kapitel, og slette eller flytte det som ikke er relevant, og omskrive, genskrive og redigere.
Til sidst skal jeg læse det mange gange igennem, i håbet om at finde så mange fejl som jeg kan.

Det betyder nok at jeg ikke har helt så meget tid til bloggen, men fordi jeg holder fast i min daglige fokusskrivning skulle der gerne komme flere indlæg.
Jeg kunne også godt tænke mig at skrive noget om de bøger som jeg formår at læse færdigt. Der er trods alt lidt mere gang i mine læse aktiviteter på grund af min nye e-bog læser.

Jeg læser

Skriv et svar

Efter at Jeg købte min første e-bog læser i går, har jeg selvfølgeligt læst lidt, og dermed får jeg nye impulser som gør indtryk.

Jeg læste to kapitler i Natalie Goldbergs True secrets of writing (igen, frygtelig titel), en om Wang Wei, og en om Ernest Hemmingway.
Det er den måde Natalie gør opmærksom på sprog på som vækker mine sanser. Wang Wei’s brug af billedsprog ramte lige på de rigtige sted i mit sind. Sådan er det flot! Men også Natalies lille essay om Hemmingway bragte en fornemmelse for hvad ord kan. Hvis man altså vil mærke efter.

Wang Wei (699–759)

Lily Magnolia Enclosure

The autumn hill gathers the remaining light
A flying bird chases its companion before it
The green colour is momentarily bright
Sunset mist has no fixed place

Med få ord kan man fremkalde et minde, et billede, som er blevet forbunden med emotioner, og som er noget man har set på et eller andet tidspunkt i sit liv. Og man har dengang lagt mærke til det. Alle mennesker udvikler sig, lever videre, lærer, ændrer sig… og hvert nyt sekund er ikke det samme som det sekund som lige forsvandt. Der sker så meget at man glemmer, tiden æder alt i og omkring os, i sådan en fart at man kan nogle gange undre sig og kan spørge sig selv hvem man egentlig er.
Men se på Wang Wei’s linjer. Skrevet i det 7de århundred -det er altså ret langt siden at han lå mærke til det han så. Når man læser de linjer lige så stille, og lader dem hvile lidt, får man sikkert et eller flere billeder på nethinden. Hvor kommer de fra, hvornår har du set det du ser nu, lagt mærke til det? Da du var 10, 20, 30 år gammel? Du er mere end du lige nu er.

Linjerne appellerer til en anden type oplevelse en de oplevelser vi bruger til at få vores hverdag til at fungere. De referer til naturen, som, indtil videre, altid er, og derfor kan vi få en forbindelse med en digter i det 7de århundred.
De referer til minder, lagret i vores hjerne på næsten glemte steder, og som giver vores liv en forbindelse til noget mere, noget støre end os selv. Det er minder fra en oplevelse som gjorde indtryk da vi så det vi så, som har en energi som giver mening til vores væsen.

Det interessante er at man kan male det man så, og gøre oplevelsen mere kraftigt eller tydeligere, og man tilføjer så en helt del personlighed til oplevelsen. Man kan fotografere eller filme det, men for de fleste af os betyder det at når vi ser resultatet, er der stort set intet tilbage af det vi så.
Men når vi skriver det ned, kan vi fremkalde minder, billeder på nethinden, som vi engang så eller oplevede i fuld nærvær, og som derfor er meget personligt. Og det gør dem så kraftigt.

Morgenmad

Skriv et svar

Efter flere natter med for lidt søvn, havde jeg i går svært ved at gøre det jeg vil. Og det irriterede mig resten af dagen. Jeg kunne ikke tage mig sammen og næsten alt min tid gik til en undersøgelse af e-bog readers og Goodreads.
Jeg skrev i det sidste øjeblik min 30 minutter fokusskrivning og det blev ikke særlig interessant. Altså, det var fra den forkerte stemning, teksten jeg skrev kom ikke fra mig selv, men inspirationen kom alt mulige andre steder fra.

Her til morgen tænkte jeg også på Goodreads (skal jeg tilmelde mig og bruge tid på det?) og for eksempel blogposts. Men jeg var mere vågn i dag og klar over at det er enormt vigtigt at jeg holder fast i 30 min fokusskrivning, som aller første på dagen.
Det er dog morgenmaden som er det store problem.

Jeg kan godt lide at sætte mig bag computeren, starte den – sådan at den har tid til at gøre hvad den skal gøre – og langsomt lade mine tanker glide hen over alt som dukker op, sådan at jeg begynder at koncentrere mig på hvad jeg skal skrive.
Men computeren og jeg er meget hurtigere færdigt end min morgenmad er spist, så jeg spiser videre mens jeg… ja.. hvad skal jeg lave… jeg kan lige slå noget op, eller se på den fane som er åben…
Og det er altid interessant, og inviterer til mere – det går fint, og på den måde kan der godt forsvinde en time (eller mere). Så kommer jeg i en anden stemning og skriver om noget som er direkte kommer af indflydelser udefra.

Men jeg har et meget dejligt værelse til at skrive i, med to lænestole og et kaffebord. Så jeg burde sikkert spise min morgenmad på en stol. Og først når jeg er – endeligt!- færdigt, kryber jeg bag skærmen og starter med de samme i Zim. Det vil være meget bedre.

Jeg husker at Dani Shapiro ofte har sagt og skrevet (hun har sagt meget om procrastination, her for eksempel), at det vigtigste punkt på dagen for hende er gangen fra kaffemaskinen til hendes computer. Jeg tror hun referer til afbrydelser fra for eksempel telefonen som kan forstyrre hende. Men hun indrømmer også at internet er en stor fjende af hendes skrivedisciplin, så også for hende er det vigtigt at have en vaner og rutiner på plads.
Jonathan Franzen har sagt at han arbejder på en computer uden internetforbindelse. Det er en glimrende ide at have det slukket, i hvert fald om morgen.

Jeg har ikke noget imod gode indflydelser, og der findes der ufattelig mange af via nettet, det er fantastisk, det er dejligt. Men hvad hjælper de fineste sætninger fra en klog og godt menneske, når man ikke er nået til nogenlunde det samme punkt i sit liv? Man skal leve sit liv så godt som man kan, og der kan nogle visdomsord fra andre godt komme på det rigtige tidspunkt. Så kan man tykke på det og omsætte det i ens eget liv. Men man har ikke brug for at hurtigt, uden rigtig sammenhæng, læse de klogeste ting eller smukkeste sætninger, når man selv er et helt andet sted hen i livet og døjer med helt andre problematikker. Så er det spild af energi, lige der på det tidspunkt. Og når man slukker for stort set alt tilførsel af informationer, får man – især i vores tid – mere end nok i ørerne og under øjnene alligevel. Det sker af et eller andet grund.

Skomager, bliv ved din læst

Skriv et svar

Jeg tænker for nyligt for meget over hvad jeg skal skrive i min fokusskrivning. Det er vist fint at mærke efter hvad der foregår i mit hoved, men jeg skal ikke planlægge min skrivning.
Det er faktisk meget ofte også forgæves, fordi jeg tit begynder at skrive om noget helt andet.

Lige nu er jeg lidt interesseret i filosofiske vinkler, jeg leder efter Alain de Botton igen, ser på en tweets af Oxford Philosophy og vil stadigvæk udarbejde indlægget om Simone Weil.
Men jeg skal ikke noget. Jeg skal skrive, og jeg vil lade fingrene bestemme hvilket emnet det bliver. Livet, i stedet for alt for tør intellekt. Følelser, tanker, blomster i haven, fugl i luften og emner som relaterer sig direkte til mit liv og mit indre. Ikke alt for mange impulser, ideer og oplysninger udefra, som så nemt strømmer ind fra flere sider. Men er svært at forklare, svært at sætte en streg, fordi der, for eksempel, nok kommer en del filosofi i min skrivning.

Det er egentlig utroligt hvor klart min ideer om at skrive er. Det er lidt som om at følge Dao, vejen i ens liv, uden at ville tage kontrol over retningen. Og det mindes om Natalie Goldberg‘s Zen inspirerede skrivemetoder, eller en stoisk opmærksomhed på ens indre stemme, en meditativ skrivning – og sådan har jeg altid set på det.
Er det fordi jeg har lært mig selv at skrive på den måde, er det noget ind i mig, eller er det noget jeg har fået hjemmefra?

Min far kunne lide anekdoter, som han også selv kaldte dem. Han kunne lide at lave små historier ud af tingene som skete omkring ham, og ved måltider opfordrede han os til at fortælle en anekdote. Jeg syntes det var hyggeligt og interessant, og jeg har sikkert hørt efter, men det er tankevækkende for opdragelse af mine børn, at det måske har haft et større indflydelse på mit liv end jeg er klar over. Jeg tror ikke at jeg ofte fortæller anekdoter, og jeg skriver sjældent på den måde. Men jeg genkender opmærksomheden for de små ting som sker i livet, og som er kendetegnede for starten af en anekdote. Hvad var det for en mand? Hvad skete der i haven ved hønsegården, hvad var baggrunden for en aha-oplevelse på arbejde?

Min mor er anderledes. Hun, og hendes tvilingsøster, har skrevet rigtigt meget i deres liv, men det er allesammen, ingen undtagelser, privat. De skriver ned hvad de drømte, og det kan være rigtig lange historier, og de har skrevet om deres erfaringer og meditative øvelser, som har som mål at lægge mærke til sammenspillet mellem krop, oplevelser og tanker. Et lær-dig-selv-at-kende livsprojekt. Men jeg ved det faktisk ikke engang præcise, fordi det er som sagt ikke noget de viser frem. Jeg ved kun at de har gjort det i store dele af deres liv, hvis ikke hele anden halvleg.

Mon ikke at jeg er et resultat af de to måder at bruge historier på – den ene strikt privat, den anden en måde at kommunikere med andre på. Og så tilføjer jeg min egen søgen efter måder at leve livet på, om hvordan man bedst fylder tomheden af rodløshed op.

Det kommer nu så naturligt at skrive som jeg plejer at gøre, det er et behov.
Men nogen gange kan jeg ikke lade være at forsvinde i en interessant boldgade, som leder mig væk fra den oprindelige ide om at lade fingrene vise vejen. Og så kan der opstå nogle perioder hvor jeg ikke skriver, fordi jeg er gået så meget op i et emne at jeg er kørt træt, og at jeg ikke kan vedligeholde den måde at skrive på.
Sådan skal det ikke være, det er for dejligt og vigtigt for mig at skrive, og det skal jeg ikke lade ødelægge af impulser udefra.

Om at skrive om ikke meget

Skriv et svar

Den engelske forfatter Richard Herley skriver i en blogpost at FocusWriter, Cherrytree og en spreadsheet i LibreOffice Calc er nok til at konstruere, skrive og redigere alt man har lyst til. Noget lignende var jeg også nået frem til, da jeg sagde farvel til Scrivener, som har en Linux version som ikke længere bliver vedligeholdt.
Jeg bruger nu i øjeblikket kun Zim-wiki, og det er måske også nok i fremtiden. Jeg har leget med Cherrytree, og kunne godt lide det. Det kan mere end Zim, og derfor holder jeg mig indtil videre til den mindre distraherende ZIm-wiki.

Jeg fandt Richard Herley’s blog fordi jeg i går læste de første tre korte tekster fra hans bog Natur Writing, og jeg kunne enormt godt lide dem. Den første indtryk er at de er ret intetsigende, men stemningsfyldt og let at læse. Han tilføjer legende nogle fine fakta i det, som er rart at vide. Det var for mig meget interessant at opdage dette genre.

Da jeg begyndte at skrive i 90’erne, var mit store mål at skrive småhistorier som ikke havde meget at sige. Det skulle være stemningsfyldte, korte tekster. “Niemanddalletjes” på hollandsk (fantastisk ord i øverigt), og disse natur historier minder meget om det jeg prøvede, selvom der er en del fakta og formidling i det.

Jeg skrev dengang mange korte tekster, som handlede for eksempel om en mand som kom sejlende til en strand og var så træt af den lange rejse at han faldt i søvn i klitterne.
Ved sådan et enkelt historie kunne jeg prøve at formidle stedets – og eventuel hans – første indtryk.

For at skrive stemningsfyldte, “intetsigende” tekster, skal man være meget opmærksom på historien er en enhed. For mig skal det være tankeskrivning ud af en bestemt følelse, helst den samme følelse igennem hele historie. Det handler ikke rigtigt om noget, men alligevel får læseren , forhåbentligt, en egen, personligt version af en følelse.
Det er som at digte, men uden at fokusere meget på form eller udseende og på virkningsfuldt billedsprog til at formidle noget på kort tid. Det skulle gerne være langsommere og dermed forhåbentligt virkningsfuld på en anden måde. Et digt skal læseren ofte arbejde med, man skal lave en indsats til at forstå det, og til at få det til at virke. Jeg tænker mere på noget som ikke direkte er intellektuelt udfordrende. Hvis der er noget som helst teksten overfører, en interessant tanke, minde eller følelse, så er det godt.

Blog filosofi

Skriv et svar

Jeg har set på min blog om natur og landskab igen i dag, og syntes at det kunne være fint at bruge det som naturblog og skrive om oplevelser ud i landskabet, med billeder, links, hvad ved jeg. Men jeg er bekymret for at jeg bruger for meget tid på den, at jeg forsvinder i alt mulige smarte indlæg, emner og faktaskrivning, som på sigt ikke giver mening for mig selv, andet end at jeg måske bare prøver at holde en blog kørende.

Hvis jeg for eksempel skulle have gået på en dejlig tur, og jeg tog nogle billeder og havde slået lidt info op om området og hvis jeg så ville samle det ved at skrive en indlæg om det… så ville det stadigvæk tage tid og energi fra mit egentlige mål: at skrive for at høre min indre stemme.
Billeder tager en evighed at redigere på min computer, og jeg skal samle min information, skrive noget, lave en ordentlig layout etc. Det vil tage mindst en aften, hvor jeg kunne have koncentreret mig på at skrive tankerne ned, nogle indtryk, samle de ord som dykkede op mens jeg var ude.

Jeg vil ikke lede efter noget jeg kan poste – der er en million ting som kunne være interessante -men jeg skal lægge noget ind hvis jeg har skrevet noget relevant.
Jeg vil for eksempel i øjeblikket gerne læse artiklen om Simone Weil på Brainpickings igen, og se på alle de links i artiklen, og hvem ved skrive lidt om det. Men hvis jeg nu bruger tid på min naturblog bliver det aldrig til noget. Og det skal jeg passe på med.

Derfor må min blogfilosofi være at jeg skriver det som falder mig ind mens jeg skriver. Hvis jeg har skrevet noget sammenhængende kan jeg lægge det ind på en blog.
Det gælder om at holde fast i at skrive 30 minutter frit hver dag, og jeg prøver at holde øje med om jeg har mulighed for at skrive når jeg er ude i verden, eller når der dykker en tanke op.
Mit fokus er Indadvendt… ingen fakta, oplysninger og smarte formuleringer for indlægens skyld…. men det som kommer op og optager mig her og nu.

Det betyder at jeg ikke kommer til at udarbejde en kort tanke for at kunne have en mere uddybende indlæg, jeg vil nok tjekke et navn eller årstal eller finde et link, men ellers ikke. Mon ikke at jeg undrer mig bagefter og fordyber mig lidt mere, men det er fingrene som bestemmer om jeg skriver mere om det.