Tag-arkiv: Disciplin

Morgenmad

Efter flere natter med for lidt søvn, havde jeg i går svært ved at gøre det jeg vil. Og det irriterede mig resten af dagen. Jeg kunne ikke tage mig sammen og næsten alt min tid gik til en undersøgelse af e-bog readers og Goodreads.
Jeg skrev i det sidste øjeblik min 30 minutter fokusskrivning og det blev ikke særlig interessant. Altså, det var fra den forkerte stemning, teksten jeg skrev kom ikke fra mig selv, men inspirationen kom alt mulige andre steder fra.

Her til morgen tænkte jeg også på Goodreads (skal jeg tilmelde mig og bruge tid på det?) og for eksempel blogposts. Men jeg var mere vågn i dag og klar over at det er enormt vigtigt at jeg holder fast i 30 min fokusskrivning, som aller første på dagen.
Det er dog morgenmaden som er det store problem.

Jeg kan godt lide at sætte mig bag computeren, starte den – sådan at den har tid til at gøre hvad den skal gøre – og langsomt lade mine tanker glide hen over alt som dukker op, sådan at jeg begynder at koncentrere mig på hvad jeg skal skrive.
Men computeren og jeg er meget hurtigere færdigt end min morgenmad er spist, så jeg spiser videre mens jeg… ja.. hvad skal jeg lave… jeg kan lige slå noget op, eller se på den fane som er åben…
Og det er altid interessant, og inviterer til mere – det går fint, og på den måde kan der godt forsvinde en time (eller mere). Så kommer jeg i en anden stemning og skriver om noget som er direkte kommer af indflydelser udefra.

Men jeg har et meget dejligt værelse til at skrive i, med to lænestole og et kaffebord. Så jeg burde sikkert spise min morgenmad på en stol. Og først når jeg er – endeligt!- færdigt, kryber jeg bag skærmen og starter med de samme i Zim. Det vil være meget bedre.

Jeg husker at Dani Shapiro ofte har sagt og skrevet (hun har sagt meget om procrastination, her for eksempel), at det vigtigste punkt på dagen for hende er gangen fra kaffemaskinen til hendes computer. Jeg tror hun referer til afbrydelser fra for eksempel telefonen som kan forstyrre hende. Men hun indrømmer også at internet er en stor fjende af hendes skrivedisciplin, så også for hende er det vigtigt at have en vaner og rutiner på plads.
Jonathan Franzen har sagt at han arbejder på en computer uden internetforbindelse. Det er en glimrende ide at have det slukket, i hvert fald om morgen.

Jeg har ikke noget imod gode indflydelser, og der findes der ufattelig mange af via nettet, det er fantastisk, det er dejligt. Men hvad hjælper de fineste sætninger fra en klog og godt menneske, når man ikke er nået til nogenlunde det samme punkt i sit liv? Man skal leve sit liv så godt som man kan, og der kan nogle visdomsord fra andre godt komme på det rigtige tidspunkt. Så kan man tykke på det og omsætte det i ens eget liv. Men man har ikke brug for at hurtigt, uden rigtig sammenhæng, læse de klogeste ting eller smukkeste sætninger, når man selv er et helt andet sted hen i livet og døjer med helt andre problematikker. Så er det spild af energi, lige der på det tidspunkt. Og når man slukker for stort set alt tilførsel af informationer, får man – især i vores tid – mere end nok i ørerne og under øjnene alligevel. Det sker af et eller andet grund.

Brainpickings: Simone Weil

Jeg læste på Brainpickings om Simone Weil og hendes notebooks, igen, det er en artikel fra 2015, men denne gang  passede det godt til de emner jeg går og tænker over i de seneste år. Om at planlægge og gøre, om forskellen mellem vilje og kroppen, om disciplin, tid, og livet.

“You live in a dream. You are waiting to begin to live….”

Hun var fransk, så jeg kan dårligt læse hende på hendes eget sprog desværre, mit kendskab til Fransk er yderst minimal. Forfatteren bag Brainpickings skriver (i 2015) at Simone Weil’s notebooks er udsolgt og meget svært at finde. Jeg har i hvert fald lyst til at læse mere, og nok også om at se på de andre links hun tilføjer. Det er som om der er en del indflydelse af Epictetus -som åbenbart hedder Epiktet på dansk – i det Simone Weil skriver, hun har sikkert, blandt meget andet, læst det på et tidspunkt i hendes liv, eller læst en anden (kristelig?) kilde som var direkte inspireret af det.

Det hun skriver om tid er meget direkte og meget relevant for mig. Jeg har, trods alt, en del tid, ofte lidt her og der, nogle gange flere timer ad gange, og jeg tænker meget. Hvis jeg forstår det rigtigt fra artiklen siger hun at man skal lade være at tænke noget som helst når man skal gøre noget. Når man tager en beslutning, så er det i en anden tilstand, og når det nu, dagen efter, kommer til stykket, så er det mere det kropslige som overtager. Man er for træt, har ondt i kroppen, er lidt sulten eller for stresset. Men man burde træne sig selv i at gøre det på det planlagte tidspunkt, stort set uanset hvad, og gøre det, i fuld nærvær, men uden at tænke over en grund, mening eller andet som man allerede har funderet over. Det er et emne som har med vilje og kroppen at gøre, og tid.

“Illusion that time, of itself, will bring me courage and energy…. In fact, it is usually the contrary (sleepiness). Say to yourself: And suppose I should remain always what I am at this moment? … Never put something off indefinitely, but only to a definitely fixed time.”

Livet er nu, siger Epiktet, det er nu du deltager i de Olympiske lege, det er nu at du skal yde det yderste, ikke om ti år. Om ti år er du måske død eller bare for gammel, eller er du nået til et helt andet punkt i dit liv, hvor der er helt andre ting som skal gøres. Det er altså nu.

Og det synes jeg ikke at jeg er helt obs på, dog meget mere end for nogle år siden. Det er gået op for mig at livet skal leves nu, og ikke i fremtiden, men det er noget andet at droppe gamle vaner, finde det rigtige gear og ændre ens liv og ens livsholdning så meget, at man kan deltage i de Olympiske Lege, disciplin: mit liv.

I dag ramte artiklen noget i mig. Jeg blev irriteret, syntes at jeg lader livet stå til, at jeg drømmer. Jeg skal gøre det jeg skal, på de rigtige tidspunkter, uden at tænke. Jeg ved at det kan være svært at altid være på, at altid gøre det man burde gøre. I vores familie er der nok arbejde til mange flere timer end dagen er lang, eller måske mere. Vi kan aldrig i livet nå det vi burde, ville, skulle. Så, ja da, vi skal prioritere. Fordi der er en stor chance for at vi render rundt i hus og haven, og laver alt det vi skal, burde og vil, men ikke det som giver vores liv mening, vores kald, vores rolle i livet. Det er nok et spørgsmål om at afsætte den rigtige mængde tid til tingene. Ens vision, eller kald, behøver ikke at fylde hele dagen, nogle dage er to timer nok, nogle gange er 10 minutter nok. Jeg ønsker at skrive min halve time, og helst udarbejde det tre kvarter, og at jeg så, igennem dagen,  kan have mulighed for kort at skrive nogle tanker ned, eller læse noget ind imellem opgaverne, familie og arbejde. Som for eksempel en filosof skulle i antikken, som jo burde vise vejen, og skulle træne hans/ hendes filosofi i virkeligheden, fundere over hvad han/hun stødte på, hvordan han/hun reagerede og hvordan han/hun mener at det var bedst at reagere.
Jeg kan øve min disciplin, mine tanker, træne en vis tankeløshed, for at kunne give plads til det som er ind i mig (og som kommer fra et sted jeg mangler et ord for). Jeg kan fundere over ting mens jeg går rundt, blive overrasket, og lægge mærke til mine tanker, og det vi kalder for følelser. Der er nok at lave på en dag.
Når jeg gør det, har jeg en god chance for at jeg kan skrive noget nogenlunde fornuftigt i min halve time, fordi jeg har tygget på det i en hel dag eller længere.

Kilde citaterne:
Brainpickings: Simone Weil on Temptation, the Key to Discipline, and How to Be A Complete Human Being.