Tag-arkiv: Freewriting

Friskrivning

Louise Juhl har lagt endnu en kort tekst på hendes blog som jeg tolker som dejligt, kreativ freewriting/ Stream of Consciousness. Hun bevæger sig frit og elegant rundt i tankernes univers. Den lethed savner jeg lidt i min egen friskrivning, så jeg øver mig, 10 min – at skrive uafbrudt, uden at tænke:

Rågen sidder i træet. D ser Chugginton, alt er i orden, er det ikke? I orden er en vås historie. I orden er ikke noget man snakker om. I orden er ikke i orden.
Hvad skal du sige for at det er i orden igen, hvad skal du gøre? Appelsintræer vokser jo heller ikke i himlen. Der er ingenting som vokser i himlen. Der er kun dem som Danser med Drengene på en søndagmorgen, hvor alt er fredeligt.
Er det i orden, er det som det skal være? Hvad hvis der er andre som ser det, er det så i orden? Vafler med sirup, sukker på smør, det er ikke i orden, er det? Is på ærmerne, hagesmækken i suppen, det burde være i orden med lidt spøjs ballade på bordet. Og børn er spøjse væsener, mens jeg er et fjollehoved. Det får jeg at vide, og det er sikkert rigtigt, det er i orden, må vi så komme videre og snakke om hvad det virkeligt drejer sig om? Om æbler på træet, lukaspærer som falder ned men pænt bliver spist af solsorte uden hagesmæk på. Og de har ikke engang ærmer. Så sidder de der på en bunke slået græs, som er blevet til en slask vådt noget. Det må de gerne, det er helt i orden. Der kommer en anden solsort som får et hak på kroppen. Væk med dig! Det er helt i orden, hvad er naturen dog smukt! Og vi står bag vinduet og nikker. Har vi det ikke godt alle sammen? Og for de andre: Er der nogen i himlen, som elsker dig? Eller skal vi gøre det for dig, til du ikke længere vil? Der er nemlig en slutning på alt det der og det er i orden. Enhver fodboldkamp har også en start og en slutning og vi hepper på dem begge to. Bare de ikke slås med hinanden, så bliver det noget andet fra romerske tider. Colosseum fodbold gider vi ikke. Det er ikke i orden. Vi har solsorte på en bunke græs med lukaspærer. Det er helt i orden. Vil du have mere kaffe? Om lidt er kaffen klar. Hr. og fru Danmark er nok taknemmeligt for opfindelsen. Det holder samtalerne i gang. Det holder styr på orden.

Om freewriting, konstantskriftøvelser og tankeskrivning.

De første regn er lige kommet efter den tørre sommer, og jeg kommer allerede i skrive-humør. Hele sommeren er gået med haven og naturen, og jeg håber så sandelig at det bliver ved. Men nu at jeg er startet med at genopfriske bloggen, ser jeg på andre ting igen og ser jeg gamle bekendte på nettet.

Jeg ser for første gang(?) at tyske Anke Gröner også har en twitterprofil, hvor hun tilsyneladende mest deler links og tweets, og at Alain de Botton ikke har tweeted siden maj i år – hvad sker der med ham? Mozilla har ellers en fint twitter konto, men.. er det den vej jeg skal gå?
Jeg prøver ellers at begrænse netlæsning og surfing til det minimum (og “minimum” er desværre ikke defineret), og jeg vil ikke fare vildt i alt muligt som også ligner vigtigt og interessant.

Jeg vil gerne skrive noget som jeg kalder for “focuswriting” og det er ment som en rensning af tankerne, og en måde at se på hvad der foregår i mit hoved. Tit kan jeg også nå at finde ud af om jeg prioriterer rigtigt.
Derfor vil jeg helst skrive så tidligt som muligt, fordi hvis jeg begynder dagen med for eksempel twitter, så kommer der nye indflydelser ind. Som i dag, hvor jeg altså så meget kort på twitter for at se om Thunderbird/ Mozilla skriver interessant.
Hvis jeg ikke havde gjort det ville jeg have startet i dag med at skrive om tankeskrivning, fordi det kom op mens jeg gik rundt i huset, lige efter at jeg var stået op.
Men også denne tanke er ikke en som kom op fra det ubevidste, som kan fortælle mig hvad der foregår i mig. Den startede i går, da jeg ledte efter et andet dansk ord for Focuswriting. Det er nemlig det ord jeg ville bruge som standard kategori på bloggen.
Louise Juhl har nævnt det konstantskriftøvelser på dansk. I går aften ledte jeg på nettet efter ordet “tankeskrivning” for at se om det findes, og jeg fandt frem til en fint indlæg med navnet “Jeg trækker vejret gennem fingrene” på en blog af Sussie Maria Pilgaard, som forklarer det. Så jeg ændrede kategorien “uncategorized” til tankeskrivning.
Men i morgens gik det dog op for mig at tankeskrivning er faktisk noget andet end jeg i øjeblik gør.

Det kan være at jeg skal læse bogen igen, som introducerede mig til “freewriting”, nemlig bogen “Writing  Down the Bones” af Natalie Goldberg. Det har jeg læst engang for langt tid siden… måske 25 år siden… 30 år?
Bogen sætte virkeligt gang i en ny skrivevæne, og befriede mig fra stramme ideer omkring hvad, og hvordan, man kan skrive. Ifølge Natalie skal man træne ens skrivemuskel, og det skal helst ske hver dag, ved at bare skrive løs, lige meget hvad, i en hvis antal minutter. Det sidste kan jeg ikke huske, hvor langt mente hun at denne tømning af hjernerne og styrketræning af skrivemusklen skal være? Fordi det ligner at være et af forskellene mellem tankeskrivning som jeg læser mig til, og min “focuswriting”.
Som Sussie Maria Pilegaard siger skriver hun uafbrudt i 10 minutter, og fuldstændigt lige meget hvad.
(Og så kommer klassikeren selvfølgeligt: His man ikke ved hvad man skal skrive, skal man bare skrive at man ikke ved hvad man skal skrive, og at det er utroligt og irriterende at man ikke kan finde på noget, men det larmer jo også ved siden af, og trætheden og i går… etc.)

Jeg har skrevet på denne tankeskrivning/konstantskriftøvelser måde i langt tid (dog længere end 10 minutter), og det var dejligt. Det kunne virkelig være overraskende hvad man skriver, og ofte giver rigtig volapyk alligevel god mening, hvis man læser det igen senere. Man begynder nogle gange at skrive en historie, eller en digt, og nogle gange bliver det til en ordstrøm om noget man ikke er enig i. Jeg savner det faktisk, og burde gøre det igen.

Men nu til dage giver jeg mig 30 min, som jeg indstiller på et ur. Det giver mig en lille skrive oase. Fordi lige meget hvor travlt jeg har, eller hvor mange ting jeg burde gøre, hvis jeg starter mit ur, så ved jeg at jeg har en halv time ro. Ikke en minut mindre. Og det betyder at jeg bare kan trække vejret, kigge lidt omkring eller på andre måder bruge lidt tid på at se hvad der kommer op fra mit halvbevidste underbevidste. Jeg behøver ikke engang at skrive, bare jeg er der.

Men i øjeblikket bliver det altså ikke rigtigt en strøm af ikke styrede (eller så lidt som det kan lade sig gøre) tanker, men mere et søge efter hvad som rører sig i mig, og hvilken ting jeg mærker at jeg har forsømt. Det er altså mere et redskab til at flytte rundt med prioriteringer, og et redskab til at styre mit hverdagsliv i den retning min “sjæl” ( uhm… kerne, selv, ego, hjerte…) skal gå.
Tankeskrivning er altså en kort skrive session som luger ud i tankerne og gør skriveren klar til at koncentrere sig på noget andet. Det gør jeg ikke. Jeg når aldrig længere end min fokuseret skrivning og når i øjeblikket det jeg vil skrive på en dag.

Derfor vil jeg, indtil videre, kalde min kategori for “fokusskrivning” (efter det program jeg bruger til det: Focuswriter), fordi i min skrivning kan alt ske, fra en decideret blogpost til en hoppende ordstrøm, fra en opsummering af alt jeg skal lave i denne uge til et søge efter en egen holdning i et spørgsmål som jeg ikke lige ved hvad jeg synes om.
Det er altså en halv time hvor jeg kun er fokuseret på at skrive hvad jeg har lyst til.

(Edit: Min fokusskrivning periode varede ikke så længe, da jeg ikke kunne finde nogle vilde heste i teksterne: Se blogindlæg fra den 19 okt 2018: Får i felten.)

Quote on Writing


Conrad Busken Huet

This quote reminds me that writing in the first place is something you just want to do – and as such it shouldn’t be aimed directly at an audience. Liberty is available if you dare to let go of your always weary “Lizard Brain”, as Seth Godin calls  it – the part that is always weary about the consequences. The Dutch journalist and literature critic Busken Huet (1826 -1886) apparently did well in writing freely what he thought, but by publishing it he created many conflicts:

Zijn doel, als van ieder werkelijk schrijver – van de lyrische dichter tot de man van wetenschap toe – was zijn gedachten in een zo klaar, zo suggestief, zo adequaat mogelijke vorm uit te drukken waarbij het gelezen willen worden een secundaire vraag van zelfbesef en financiële noodzaak is.(…) Deze denkmoed, onafhankelijk, candide en wereldvreemd is de motor van alle veroveringen in het rijk van de geest en was ook de motor van Huets kritisch vermogen. Maar wie die gave bezit en wie er zo mee woekert als Huet gedaan heeft, moet afstand doen van het verlangen in ongestoorde vrede met zijn medemensen te leven.

bron: Jan Romein en Annie Romein-Verschoor, Erflaters van onze beschaving.
Em. Querido’s Uitgeverij, Amsterdam 1977 page 728

My humble translation attempt:

“His aim, as that of any real writer – from the lyrical poet to the man of science – was to express his thoughts as clearly, as suggestive, as precise as possible, whereas the wish to be read is a secondary question of self-awareness and financial necessity. (…) This courage of thinking, independent, candid and otherwordly is the engine of all conquests in the spiritual world and was also the engine of Huet’s critical capabilities. But he who posses this gift and who makes it profitable as Huet has done, has to abandon the desire to live in undisturbed peace with his fellow human beings.”

Yes!?

I can’t help thinking about what it is I learn from a short internet article like this: McGill Tribune  – MINDFUNK: Journal writing for health

It might be worth noticing as stated that just writing about how bad or good you feel doesn’t help much in solving issues in your life and that making a true effort to write your thoughts down can be beneficial. But “The process of writing about traumatic events or important events can have beneficial physical and mental health effects” makes me wiggle a little on my chair. Yes, the process of writing most certainly will make you go through feelings and memories so it must be true. But it is the acceptance and understanding, the dealing with a problem that is truly beneficial. Not the writing itself.
Besides, writing about a trauma on a moment in your life where you can’t handle it might not be such a good idea. So, naturally, before you have the wish to write things down there probably already started a healthy process of dealing with it, conscious or not.

What about talking, singing, fiction-writing, dancing, performing, drawing, meditating or what ever one can do to get into contact with anything beneath the superficial smile to the neighbor?

But ok. I blog about writing and I am sure writing a journal can have a good effect.

Shall we dance now?

(Via Time to Write)

Natalie Goldberg – Writing Down the Bones

I can understand why Natalie Goldberg’s “Writing Down the Bones” is a bestseller. It is a inspiring book with a mission: To get people to write as a habit in an honest and spontaneous way. She advocates the practice of freewriting – that is to sit down and start filling up that white paper. Don’t think but trust yourself and let your pen do the work. In her opinion the best writing is done this way – messages from the heart – unfiltered by ego or too much intellect.

The book is divided into 64 short chapters and most are – as Natalie says herself – written in one session. In these many chapters she deals with many aspects and problems one might encounter when creating the habit of writing as a act in itself. It was interesting to read her approach to deal with the feelings connected to it – the voices inside of us. To beat one’s worst criticizer – oneself – is the key to good writing.

This approach of training writing skills by continual practice for the sake of practice might not be for everyone, but maybe it should be. I think that every writer or would-be writer at least should try it.

Just Write

When words come quickly and my fingers barely can keep up with the stream of thoughts I usually don’t stop to look up a word in a dictionary. My English vocabulary isn’t too big unfortunately so I sometimes use words in three different languages. My own, that of the country I live in and English. In this way I keep the flow when freewriting.
When editing I translate the foreign words into English and this helps me to build a vocabulary of my own.
Sometimes these non-English words express something in a certain way that can be hard to translate and that keeps my writing personal.