Tag-arkiv: Hollandsk

Descartes om at være en god læge

Jeg kan forstå fra denne foredrag af René Gude (på hollandsk – det findes uden microsoft silverlight her indtil videre) at den franske filosof René Descartes (1596-1650) forsøgte at læse til læge, men at han fandt ud af at en læge i den tid han levede i, ikke ville kunne hjælpe alle patienter.

Han nåede nemlig frem til konklusionen at sjæl og legeme var to forskellige ting, som nok på et eller andet måde var forbunden med hinanden, men som krævede hver sin studie. En læge i hans tid ville være fokuseret på legemet, og dermed være utilstrækkeligt uddannet i mange tilfalde.

Kun allerede denne praktiske vinkel er interessant, fordi man kan spørge sig selv, hvor vidt vi, i vores sundhedssystem, har løst dette problem. Vi er nok generelt bevidst om faren ved denne tvedeling, men vi har ikke altid en løsning til det. I vores tidsalder er der en strøm af opdagelser og opfindelser som vi alle skal forholde os til, og specialisering er ikke til at undgå.

At arbejde tværfagligt er vores nuværende løsning, som stiller høje krav til en fælles forståelse, vores kommunikation og sundhedstilbudets infrastruktur.

Og det er som om det er i høj grad op til hver enkelte individ at finde den løsning man mener er bedst, og at finde alle de muligheder som samfundet tilbyder.

Descartes problematik er vigtig del af det psykofysiske problem eller mere mundret på engelsk: the mind- body problem.

Preview:

 

Via Woest en Vredig

Jan Luyken – “Duytse Lier”

Jeg læste nogle kortere digte af den hollandske poet og illustrator Jan Luyken (Amsterdam 1649 -1712). De viste sig alle at være fra omkring 1671 og nemt tilgangeligt, med et flot brug af naturlige metaforer. Digtet “ ‘s Uchtends als het haantje kraayt” er for eksempel en temmelig klart digt om en pige som samler blomster i den vilde natur, og en mand som forsøger at overtale hende til at bruge sin energi ikke på de blomster men på kærligheden, eftersom kærligheden overlever alt, også vinteren. Et forholdsvis enkelt digt som er trods sin alder nemt forståeligt.

Digtet “Het buitenleven” som starter med:

“Die d’onrust niet in het hart en heeft,
Leeft zalig, als hy buyten leeft.”

Eller i min meget fri oversættelse:

Han som ikke har uroen i sit hjerte,
lever salig, hvis han lever ud på landet.

er bare et fint digt som beskriver det bedste af naturen som den om sommeren tilbyder sig og som man skal nyde (om vinteren skal man læse, fortælle eventyr og spise kastanier fra ilden), og sammenligner det med livet af kongen på borgen, højt i sit tårn, som vågner om natten fuld af bekymring. En rent arkadisk digt med andre ord, faktisk direkte baseret på Horatius digt “Beatus Ille”. Denne sidste information læser jeg i den Digitale bibliotek for Hollandsk Litteratur (dnbl.nl).

Her læser jeg meget mere om de digte fra Jan Luyken jeg fandt. De er alle fra “De Duytse Lier“. Det viser sig at være en ungdomsværk af den, på dette tidspunkt, 22-årige unge mand, og at det var måske det eneste værk i denne personlige og verdslige stil, da han hurtig efter “De Duytse Lier” bliver udgivet, gifter sig. Fra 1675 af beskæftiger han sig afgørende meget mere med mere religiøse emner eller indfaldsvinkler.

“De Duytse Lier” er slet ikke så verdslig som man måske kan mene, faktisk er det et, som det var almindeligt i sin tid, et gennemtænkt og vel opbygget værk som havde et næppe skjult moral: Kærligheden er fantastisk men kun i ægteskabet kan den blomstre. Alt andet ender bestemt forkert.

Hele værket er sådan opbygget at kærligheden blomster og svulmer, men det bliver ikke til noget kødeligt indtil videre, det sker først (må vi antage) efter Jan Luyken bliver gift.

Så nu virker det som om Jan Luyken var en yngling som styrer hans lyster og hormoner ved hjælp af hans moralistiske digte. Det var meningen at værket skulle blive læst af de “Amsterdamske Nympher”, det vil sige de ugifte damer som kunne more sig med nogenlunde frie men også trygge moralistiske digte.

Jeg blev imponeret af den nøje gennemtænkte opbygning af værket. Det minder meget om renæssance værker, men Jan har haft et lidt mindre strikt holdning til alt det antikke og refererende i de tidligere værker. Det var trods alt alligevel noget han måske skrev til hans fornøjelse.