Tag-arkiv: Natur

Jeg læser

Efter at Jeg købte min første e-bog læser i går, har jeg selvfølgeligt læst lidt, og dermed får jeg nye impulser som gør indtryk.

Jeg læste to kapitler i Natalie Goldbergs True secrets of writing (igen, frygtelig titel), en om Wang Wei, og en om Ernest Hemmingway.
Det er den måde Natalie gør opmærksom på sprog på som vækker mine sanser. Wang Wei’s brug af billedsprog ramte lige på de rigtige sted i mit sind. Sådan er det flot! Men også Natalies lille essay om Hemmingway bragte en fornemmelse for hvad ord kan. Hvis man altså vil mærke efter.

Wang Wei (699–759)

Lily Magnolia Enclosure

The autumn hill gathers the remaining light
A flying bird chases its companion before it
The green colour is momentarily bright
Sunset mist has no fixed place

Med få ord kan man fremkalde et minde, et billede, som er blevet forbunden med emotioner, og som er noget man har set på et eller andet tidspunkt i sit liv. Og man har dengang lagt mærke til det. Alle mennesker udvikler sig, lever videre, lærer, ændrer sig… og hvert nyt sekund er ikke det samme som det sekund som lige forsvandt. Der sker så meget at man glemmer, tiden æder alt i og omkring os, i sådan en fart at man kan nogle gange undre sig og kan spørge sig selv hvem man egentlig er.
Men se på Wang Wei’s linjer. Skrevet i det 7de århundred -det er altså ret langt siden at han lå mærke til det han så. Når man læser de linjer lige så stille, og lader dem hvile lidt, får man sikkert et eller flere billeder på nethinden. Hvor kommer de fra, hvornår har du set det du ser nu, lagt mærke til det? Da du var 10, 20, 30 år gammel? Du er mere end du lige nu er.

Linjerne appellerer til en anden type oplevelse en de oplevelser vi bruger til at få vores hverdag til at fungere. De referer til naturen, som, indtil videre, altid er, og derfor kan vi få en forbindelse med en digter i det 7de århundred.
De referer til minder, lagret i vores hjerne på næsten glemte steder, og som giver vores liv en forbindelse til noget mere, noget støre end os selv. Det er minder fra en oplevelse som gjorde indtryk da vi så det vi så, som har en energi som giver mening til vores væsen.

Det interessante er at man kan male det man så, og gøre oplevelsen mere kraftigt eller tydeligere, og man tilføjer så en helt del personlighed til oplevelsen. Man kan fotografere eller filme det, men for de fleste af os betyder det at når vi ser resultatet, er der stort set intet tilbage af det vi så.
Men når vi skriver det ned, kan vi fremkalde minder, billeder på nethinden, som vi engang så eller oplevede i fuld nærvær, og som derfor er meget personligt. Og det gør dem så kraftigt.

Om at skrive om ikke meget

Skriv et svar

Den engelske forfatter Richard Herley skriver i en blogpost at FocusWriter, Cherrytree og en spreadsheet i LibreOffice Calc er nok til at konstruere, skrive og redigere alt man har lyst til. Noget lignende var jeg også nået frem til, da jeg sagde farvel til Scrivener, som har en Linux version som ikke længere bliver vedligeholdt.
Jeg bruger nu i øjeblikket kun Zim-wiki, og det er måske også nok i fremtiden. Jeg har leget med Cherrytree, og kunne godt lide det. Det kan mere end Zim, og derfor holder jeg mig indtil videre til den mindre distraherende ZIm-wiki.

Jeg fandt Richard Herley’s blog fordi jeg i går læste de første tre korte tekster fra hans bog Natur Writing, og jeg kunne enormt godt lide dem. Den første indtryk er at de er ret intetsigende, men stemningsfyldt og let at læse. Han tilføjer legende nogle fine fakta i det, som er rart at vide. Det var for mig meget interessant at opdage dette genre.

Da jeg begyndte at skrive i 90’erne, var mit store mål at skrive småhistorier som ikke havde meget at sige. Det skulle være stemningsfyldte, korte tekster. “Niemanddalletjes” på hollandsk (fantastisk ord i øverigt), og disse natur historier minder meget om det jeg prøvede, selvom der er en del fakta og formidling i det.

Jeg skrev dengang mange korte tekster, som handlede for eksempel om en mand som kom sejlende til en strand og var så træt af den lange rejse at han faldt i søvn i klitterne.
Ved sådan et enkelt historie kunne jeg prøve at formidle stedets – og eventuel hans – første indtryk.

For at skrive stemningsfyldte, “intetsigende” tekster, skal man være meget opmærksom på historien er en enhed. For mig skal det være tankeskrivning ud af en bestemt følelse, helst den samme følelse igennem hele historie. Det handler ikke rigtigt om noget, men alligevel får læseren , forhåbentligt, en egen, personligt version af en følelse.
Det er som at digte, men uden at fokusere meget på form eller udseende og på virkningsfuldt billedsprog til at formidle noget på kort tid. Det skulle gerne være langsommere og dermed forhåbentligt virkningsfuld på en anden måde. Et digt skal læseren ofte arbejde med, man skal lave en indsats til at forstå det, og til at få det til at virke. Jeg tænker mere på noget som ikke direkte er intellektuelt udfordrende. Hvis der er noget som helst teksten overfører, en interessant tanke, minde eller følelse, så er det godt.

Blog filosofi

Skriv et svar

Jeg har set på min blog om natur og landskab igen i dag, og syntes at det kunne være fint at bruge det som naturblog og skrive om oplevelser ud i landskabet, med billeder, links, hvad ved jeg. Men jeg er bekymret for at jeg bruger for meget tid på den, at jeg forsvinder i alt mulige smarte indlæg, emner og faktaskrivning, som på sigt ikke giver mening for mig selv, andet end at jeg måske bare prøver at holde en blog kørende.

Hvis jeg for eksempel skulle have gået på en dejlig tur, og jeg tog nogle billeder og havde slået lidt info op om området og hvis jeg så ville samle det ved at skrive en indlæg om det… så ville det stadigvæk tage tid og energi fra mit egentlige mål: at skrive for at høre min indre stemme.
Billeder tager en evighed at redigere på min computer, og jeg skal samle min information, skrive noget, lave en ordentlig layout etc. Det vil tage mindst en aften, hvor jeg kunne have koncentreret mig på at skrive tankerne ned, nogle indtryk, samle de ord som dykkede op mens jeg var ude.

Jeg vil ikke lede efter noget jeg kan poste – der er en million ting som kunne være interessante -men jeg skal lægge noget ind hvis jeg har skrevet noget relevant.
Jeg vil for eksempel i øjeblikket gerne læse artiklen om Simone Weil på Brainpickings igen, og se på alle de links i artiklen, og hvem ved skrive lidt om det. Men hvis jeg nu bruger tid på min naturblog bliver det aldrig til noget. Og det skal jeg passe på med.

Derfor må min blogfilosofi være at jeg skriver det som falder mig ind mens jeg skriver. Hvis jeg har skrevet noget sammenhængende kan jeg lægge det ind på en blog.
Det gælder om at holde fast i at skrive 30 minutter frit hver dag, og jeg prøver at holde øje med om jeg har mulighed for at skrive når jeg er ude i verden, eller når der dykker en tanke op.
Mit fokus er Indadvendt… ingen fakta, oplysninger og smarte formuleringer for indlægens skyld…. men det som kommer op og optager mig her og nu.

Det betyder at jeg ikke kommer til at udarbejde en kort tanke for at kunne have en mere uddybende indlæg, jeg vil nok tjekke et navn eller årstal eller finde et link, men ellers ikke. Mon ikke at jeg undrer mig bagefter og fordyber mig lidt mere, men det er fingrene som bestemmer om jeg skriver mere om det.

Tur i skoven

Skriv et svar

Jeg gik en dejlig tur i dag og i går i den nærliggende skov. Det er virkeligt helt utroligt at jeg ikke kommer der oftere, ja, at jeg ikke kommer der hver dag. Men det må være det med vilje og kroppen, det med at mærke at det er godt, at planlægge det og love det til sig selv, og så at lade kroppen bestemme at det altså ikke er lige nu, fordi vejret er ikke helt til det, sofaen kalder, jeg må heller tjekke twitter først.. eller hvad det nu kan være.
Utroligt, fordi det var de dejligste ture, hvor jeg opdagede flere nye stier med deres områder med nåletræer, egetræer og græs. Og det er altså på en stenkast fra huset, det er det skov vi ser fra vores vinduer, mindst 30x om dagen, fordi det kan ses fra 6 vinduer af vores hus. Hver gang vi spiser ved spisebordet ser vi ud over det. Og det er først nu, tre år efter vi købte huset, at jeg opdager at der går nogle brede, vedligeholdte stier i den del af skoven vi ser. Teori og praksis… Der kan man se hvorfor man skriver, fordi man ikke gør.

Jeg er forbavset over at skoven indeholder alt man kan ønske: ege- og bøgetræer, nåletræer, flere stier, et dybt dal med en gammel å – som godt nok ligger tør, men der har lige strømmet vand kan jeg se – brombær, svampe, mos, røde skovmyrer.. hvor langt en stisystem er der egentlig? En runde gennem mark og skov tager cirka 40 min., så cirka 3,5 km. Og tænk at vi ikke engang havde opdaget det inden vi købte huset! Det var de tidligere ejer som gjorde os opmærksom på herligheden af skoven, og vi fik at vide at børnene havde leget der meget i deres ungdom.
Det er jo så klart at jeg burde gå der hver dag. Det er så indlysende. Som en meditation. Det er stor nok, afvekslende, indbydende…beroligende.
Jeg har vel været der en 10-20 tal gange. Og hver gang tænker jeg at det skal være en fast rutine at gå der. Og det er det aldrig blevet.

Også dagens tur, den samme som i går, men som nu kun tog 20 minutter fordi jeg gik alene, var imponerede. Det småregnede, og jeg syntes ikke alt for meget om at gå tur i regnen, så jeg gjorde det. Og det var som altid: det ser altid meget være ud fra bag et vindue.
Jeg blev stort set ikke våde, og de 20 minutter gik meget hurtigt, men synet af det stille skov i regnen bliver ved at klistre på mine nethinder, det tager jeg med gennem dagen. Det var fantastisk.
Den stilhed, den ro, den bare være til – væk fra sysler og stress – det er imponerende.
Jeg prøvede at forestille mig at det er noget andet for de dyr der bor i og omkring skoven. De er nødt til at finde mad, beskyttelse, varme, passe på rovdyr, men det var svært at forbinde dem med stress. Mennesker skal meget mere end dyr på en dag. Se på vores huse, hvor meget er der i et gennemsnits hus, som dyr ikke har? Vi samler som egerne, men ikke kun mad, men meget, meget mere.

Af et eller andet grund bliver jeg altid påvirket af en bestemt stemning når jeg går alene på sådan en tur gennem skov og land. Jeg kommer tit til at tænke på historie og mennesker. Det er som om Jeg søger det i naturen. Mon ikke at det har noget med vores art at gøre, at vi altid er i gang med at søge efter spor af hinanden.
I dag gik det op for mig at jeg i Holland ofte tænkte på anden verdenskrig, eller krig i det hele taget. Hvordan de mon have gået rundt i skovene, mens de vidste at fjenden var nær. Hvordan et slag kunne have gået til, her på bakkerne, eller var det bare modstandsfolk som mødtes? Og så bliver jeg imponeret af den tunge historie, de ting som sikkert har fundet sted, i mange århundrede, i mange tusinde år måske. Uden at jeg kan se spor efter det, eller ved noget som helst om det. Men det er der, i sådan et skov, det er der.

Her i Danmark tænker jeg tit længere tilbage i menneskernes historie. Vi har fået så meget viden om bronze-, jern- og vikingealder, at jeg tænker mere på de perioder. Mon der var en ager her, hvor der nu er skov. Åen var der sikkert allerede, har de brugt det? Har deres børn leget ved vandet, bygget huler og mon stået på den store sten? Hvordan så deres verden ud, hvad tænkte de?
Jeg ved ikke noget om det- det er væk, forsvunden. Tusindvis af menneskeliv er bare forsvunden i tiden, væk fra det område jeg færdes i.

På en måde ønsker jeg dog ikke at nye historier bliver føjet til. Jeg vil gerne bevare tingene helt nøjagtigt som de er, hvilket ikke giver mening.
Om vinteren, hvis sneen kommer, så er der liv på bakken tæt på, en dejligt kælkebakke, som bliver flittigt brugt. Det er jo menneskernes nuværende aktivitet i landskabet, som efter hvert del af et sekund bliver føjet til historie. Men på grund af en drejning i mine tanker, synes jeg åbenbart at det ikke er det samme som de historier jeg tænker på i mit hovedet.
Det er åbenbart sådan at jeg ønsker alt fredet. Hele landskabet, for altid. Hvorfor dog det?

Nu fandt jeg ud af i går at området foran vores hus, og ved siden af skoven, er til dels potentiel byområde. Så midt i vores store udsigt, i det flotte landskab, kommer der nok på et tidspunkt endnu et villakvarter. Det har jeg vel altid frygtet, fordi det er del af mit liv: der er ikke mange steder hvor jeg har boet, og jeg har boet rigtig mange steder, hvor der ikke indenfor få år blev bygget foran midt vindue.
En ting er at udsigten og landskabet bliver påvirket af blokhuse med biler ved siden af og med kortklippet græs omkring. En anden ting er at det vil være lige klods op den gamle indgang til skoven. Så selvom der måske ikke kommer til at bo voldsom mange mennesker, så vil der nok komme en hundeejer eller 5 med deres faste morgentur gennem det gamle skov. Og det kan være hyggeligt, det kan være helt problemfrit, men jeg skal vænne mig til tanken om at den stille skov bliver til en social og mere travlt skov.
Og det er mig det er galt med. Parken i byen kan godt rumme noget interessant natur, og det kan være fint at gå tur der, og nyde synet af et gammelt træ. Og skoven skal nok tilpasse sig, der er plads til meget mere.
Roen burde være i mig, og det er nok der det kniber.

Gå

Skriv et svar

Jeg synes at jeg burde gå lange ture hver dag, strejfe rundt i naturen, med min kikkert, notesbog og en madpakke. Sådan cirka gå 40 km, gennem skov og dal, over sti og eng.
Og så sætte mig ned på flotte steder, og skrive ned det som dykker op, det som jeg ser, eller tegne et stykke kontrast mellem et træ og solen på engen i baggrunden… sådan noget. Det er at leve.
Men det gør jeg ikke.

Så hvad er det der sker? Er det mig som er håbløst idealist, som egentligt godt ved at det er ikke det jeg vil når det kommer til stykket, eller er jeg bare dovne, ligesom stort set alle mennesker kan være, og bliver jeg indenfor mine trykke rammer, bag vinduet, radiatoren og computer?
Jeg tror faktisk at det er det sidste.

Jeg har jo malet landskaber, og for at gøre det udendørs cyklede jeg rundt og ledte efter steder hvor jeg i fred og ro kunne slå mig ned og male noget interessante nok – fordi mit første prioritet var at være i fred og ro. Og jeg kunne lide det, ikke så meget at cykle rundt og lede efter et sted hvor jeg kunne gemme mig, men det der med at være i ro et stykke tid på et fint sted.

Jeg husker godt nogle lange gåture i Island, nogle få på Færøerne og en enkelt en eller to i England. Det var nogle gode dage, som gjorde indtryk. Og de var inspirerende, de har sat sig fast i hukommelsen. Det er som om et menneske er skabt til sådan noget, at knokle mod tyngdekraften ved at gå længere end er helt behageligt for kroppen, at slås med kulden eller regn, og at se op imens man bøjer frem mod vinden, og pludseligt opdage skønheden af det sted man er i. Det er naturligt, det er at leve.
Men det er ikke det jeg gør.

Er der mon derfor stress i livet? Fordi jeg begynder at fylde tiden omkring familielivet og arbejde op med alt mulige vigtige ting, som sikkert har en værdi, men som ikke rigtigt gør livet værd at leve. Og det ene vigtige ting går over i det andet, og udover det bombarderer jeg mig med informationer om livet på Mars, avisartikler og alt andet man finder på nettet.
Det giver ingen ro.

Så hvordan stopper man strømmen af de vigtige ting man synes man burde gøre, og behovet for det overfladiske på, for eksempel, nettet?

Jeg har et meget fint landskab omkring mig, jeg behøver bare at gå ud af min baghave og jeg er sådan set ind i naturen, eller i hvert fald ind i landskabet. Og der har jeg stier gennem skov og mark, med udsigter over sø og by, agerland, småbyer… Jeg har det hele ved hånden….
Og jeg er så heldigt at jeg har en cykel, og endda en bil til rådighed, så min radius er enormt, jeg behøver kun at køre en par kilometer til jeg kommer til nye, ret fantastiske områder. Alt er som tilrettelagt.

Spørgsmålet bliver derfor det samme: hvad er det jeg egentlig prioriterer – og af hvilken grund?

Natur

Skriv et svar

Jeg funderer over at bide mig fast i naturen som emne til mine skriverier, eller måske skal jeg sige, grænselandet mellem vilde natur og samfundet. Jeg er ikke nogen naturfreak, tror jeg, men jeg ønsker at leve i, og være opmærksom på, en smuk, rig natur med god plads til mennesker, dyr og plant.
Og dog, hvad har jeg med natur? Jeg er ikke typen som er altid udenfor. Jeg er typen som ser på naturen ud af stuevinduet, som vil rejse til arbejdet gennem naturen, og som en gang imellem tager på en tur ud i naturen. Jeg kan godt drømme om at være naturmenneske, som altid er udenfor, hele dagen, og er aktiv og undersøgende, som ikke laver meget andet end at nyde det og være i det. Jeg kunne godt lide at gå længere ture, at cykle rundt, men jeg gør det pt ikke. Er det fordi jeg nu har familie, hus og have?

Jeg har malet og tegnet landskaber i mange år og savner det ofte. Men jeg har nedprioriteret det fordi der er så meget andet som presser på, og jeg syntes at male sådanne landskaber var en livsstil, som jeg ikke kan opretholde i øjeblikket. Derfor begyndte jeg at skrive om landskaber, og tage billeder en gang imellem, som jeg jo også gjorde da jeg malede.
Jeg har vel altid skiftet lidt mellem at male og skrive, siden jeg som ældre teenager startede mit selvvalgte liv ved at skrive. Det var ikke muligt at gøre begge ting samtidigt, fordi at skrive og male bruger åbenbart den samme energi eller motivation, så jeg skulle altså vælge.
Nu at jeg ikke længere maler, skriver jeg igen. Det koster mindre tid og er nemmere at gøre om afterne eller hvornår jeg nu har tid.
Jeg har altså malet kun landskaber, men jeg skriver om alt muligt, tankeskrivning, hjernestøv. Jeg tror ikke at jeg har fundet min stemme når det gælder om at skrive. Og dog, jeg skriver næsten hver dag uden problemer, mindst en halv time. Så må jeg jo have fundet en stil som fungerer for mig, selvom den ikke er særlig brugbart til noget andet end det som nok er vigtigst: at opfylde et behov om at skrive tankerne ned.

Men hvorfor så natur? Hvorfor spændingsfeltet mellem plads og mennesker? Mennesker tager meget plads, at det er for nogle en selvfølge at de skal kontrollere og bruge meget plads og ressourcer, bare fordi de kan. Jeg gør det selv også i høj grad, jeg er ikke en dyt bedre. Så måske er det det. Måske vil jeg gerne skrive om naturen og være mere opmærksom på, og aktiv i, naturen, fordi jeg er så dårligt til det. Mon ikke det er længslen efter naturen, efter oplevelser, jordforbindelsen, som trækker i mig. Et menneske er ikke perfekt, aldrig færdigt med at vokse og lære. Mon ikke at længselen vil forfølge mig resten af livet. Den kan bruges som en motivation som varer et menneskealder.

Er det mon opstået i min barndom? Jeg har haft flot natur omkring mig da jeg var omkring 12 til 17 år. Vi havde en ret stor have med nærmest en lille bitte skov, på randen af en 5 til 6 kilometer bred klitte område, hvor jeg i nogle perioder løb lange ture, og hvor jeg brugte en del tid. Jeg kunne se ud af vinduet af mit værelse i langt tid, over et område hvor der blev dyrket blomsterløg, med klitterne i baggrunden. I den lille by hvor jeg boede, var der mange store villaer, med stille veje, gamle parker og skovområder med de flotteste, majestætiske træer. Jeg var ung, halvvoksen, i en lang periode hvor familien, og mit barneliv, faldt fra hinanden. Haven, alléer, parkerne og det flotte landskab har nok været mit mentale tilflugtssted. Et holdepunkt i omskiftelige tider.
Kort efter den periode begyndte jeg at interessere mig for Island, i mere end 10 år, og har jeg opholdt mig der i flere perioder, mest om vinteren, og flere gange i månedsvis. Og der har de natur, men også et spændende samfund. Der er der en flot spænding mellem natur og mennesker, en balancegang hvor naturen nogle gange tager over.
Her i Danmark hvor jeg, næsten ved et tilfalde, flyttede til for mere end 20 år siden, har jeg haft svært ved at finde den samme type naturoplevelse. Det er et andet land, en anden natur, hvor jeg finder kun langsomt frem til et slags følelsesmæssigt forståelse, en fornemmelse for rødderne i landskabet og mon ikke i mig selv.
Men længslen er den samme.