Ved Stranden
Du drager Sindet, underfulde Strand,
til Eensomhed og Fred, naar Solen daler,
og Aftenstunden over Bolgen maler
med Farvetoner dunkle, blide
den lille Fiskerhytte, Skibets Side,
dets Seil og Master i det stille Vand.
Du drager Sindet, skjønne Tryllespeil!
naar Dagen svinder, over Dine Strømme
Sabbathen hviler, Dine Bølger drømme,
og alle Skibe gaae for Anker, –
ikkun en Skonnert glider hen i Tanker,
og Solen falder i de hvide Seil.
Men Aftnens Skygge voxer, tæt og luun
om Jord og Hav, og Alting glider over
i Stundens Hvile, Lund og Eng og Vover, –
en Drossel slaaer sin korte Trille,
og Søen gaaer mod Landet, sagte, stille,
som Barnet drømmer i sin Vugges Duun.
Du skjønne Sommeraften: varm og blød
Du synker over Verden; i Din Skygge
som Elverfolket mine Drømme bygge.
Din Stemning aander saa fortrolig
fra Blomst og Bølge – Sjælen slumrer rolig,
med glemte Sorger, i Dit hulde Skjød.
H. J. Greensteen. (1833- 1895)
(Eller hvordan meningsløst surfe på nettet alligevel kan give nogle overraskende resultater. Hvem mon er H.J. Greensteen, er det et virkeligt navn?)