Efter at jeg har lyttet til mange podcast episoder af Skønlitteratur på Danmarks Radio P1 får jeg den indtryk at der måske er en god grund hvorfor jeg ikke læser litteratur. Jeg ved at jeg går glip af meget, men jeg savner ikke den underholdning som mange bøger tilbyder. Jeg leder ikke efter film i bogstaver, krimier på papir eller drengenes hvad-nu-hvis fantasier. Jeg vil høre menneskernes individuelle og basale sandheds søgen. Ægte varer, sandheden.
Der skal være et klart mening med galskaben, men jeg forbeholder mig retten til at kalde følelser en del af sandheden, subjektiv som de er. Da faktuelle information er stort set livløs, betragter jeg følelser som noget tæt på kernen af vores væsen. For eksempel har de gamle romer og nytidens dansker nok mange følelser om livet og død tilfælles, og det er det som er kernen. Kultur er flot og vigtigt, det hjælper os med at fungere som vi nu åbenbart vil, men når man søger efter sandhed er det rent ballast.
Poesi, eller lyrik, er måske et godt værktøj til at udtrykke nogle af disse basale følelser. Altså sådan forestiller jeg mig det.
Jeg undrer mig nemlig stadigvæk over hvad poesi er. Indtil videre har jeg ingen praktisk forestilling om hvordan nulevende forfatterens poesi funktionerer. Jeg ved alt for lidt om det og kender stort set ingen digter eller deres værker.
Hvis jeg tænker på digtekunst minder jeg nogle flotte klassiske sonetter eller måske en intelligent haiku, alle moderne digte forsvinder i et hav af usammenhængende, fortrinsvis uklare ord.
Men det er selvfølgelig ikke rigtigt. Der er mere, jeg kender det bare ikke.
Jeg læser i Kristelig Dagblad (som jeg, ateist som jeg er, synes at være et lyspunkt i vores reality-soap druknende verden) om Lene Henningsens nyåbnede Poesiens Hus, og for en yderst sjældent gang opdager jeg at jeg funderer over om jeg ville besøge det hvis jeg var så uheldigt at være Københavner. Er der noget hjælp at hente, kunne jeg ha’ fået et forståelse for poesi der?