Nanna Mogensen fra DR programmet Skønlitteratur starter et interview med en forfatter ved at fortælle om en mand som springer fra et tårn. Halvvejs siger hun at “nu lader vi manden svæve lidt” og hun afbryder sin fortælling ved at starte interviewet med forfatteren. Fordi det kan man nemlig når man fortæller eller skriver; man kan stoppe tiden:
“Den lille dreng kiggede forskrækket på buskadset hvor en stor løve med et uhyre effektiv kropssprog stormer frem til drengen. Løven tvivler ikke, drengen er fuldkommen magtesløs og står som allerede sjælsforladen på det varme afrikanske sand. Løvens krop trækker sammen og springer… og fuglene synger videre, træerne står og stenene ligger hvor de har ligget i mange år. Solen sender sin varme hilsen til den del af verden som måske i virkelighed har mindst brug for det lige nu. Den skulle bare vide hvor store planer de praktiske Islænder har når nu endelig de aftalte klimaændring gør sig gældende på deres del af kloden.
Hvad er skete med drengen og løven?
Løven dræbte faktisk den lille dreng. Hvad tror du?! At drengen viste sig at være Clark Kents søn? Nej, en løve er en dræbermaskine. En lille dreng er bygget til at være offer i sådan en situation. Det kan en forfatter ikke lave om på.”