Kategoriarkiv: Filosofi

Seneca – On the Shortness of Life

I går læste jeg “On the Shortness of Life” af Seneca (ca. 4 f.Kr. – 65 e.Kr.) færdigt. Det er en kort (30 sider) bog/essay om hvordan livet kan føles alt for kort når man ikke har brugt det rigtigt.

Teksten gav mig nogle spørgsmål omkring hvem Seneca egentlig var, og hvad hans mål var.  Det var forholdsvis nemt at læse og jeg fandt nogle linjer i teksten med en klar og kraftigt mening, linjer som jeg gerne vil mindes om. Ideerne i teksten kendte jeg fra min læsning om stoicisme, og det var derfor især hans fortolkning og måde at kommunikere dem videre på som var interessante. Det var klart, let læseligt og med mange, til tider farverige, eksempler.

Men det er måske især det sidste som gjorde at jeg følte mig lidt usikker mens jeg læste teksten. Hvad var meningen med denne tekst? Den er skrevet i en klart overbevisende tone, som netop illustreres af alle de eksempler som ofte understreger det som allerede var skrevet tydeligt ned. De er ikke så meget en tekst som opfordrer til selv at finde mening i nogle begreber eller som stimulerer hjernerne på en måde at man ikke lægger mærke til det. Det er en tekst som siger at sådan og sådan er det godt, og det er dårligt, og det burde man kunne indse.
Derfor fremkaldt teksten tvivl hos mig mens jeg læste. Er det nu virkeligt er så enkelt som han siger, og hvordan ser han egentlig selv på det, sådan cirka sent om natten, når det er mørkt og koldt og på et tidspunkt hvor han måske var hundetræt efter en hård dag på arbejde? Hvorfor er der så mange eksempler, er det fordi han prøver at overbevise sig selv?

Men måske var jeg påvirket af mange kommentarer jeg har læst af mennesker som tvivler på Seneca’s integritet, og som derfor mener at hans tekster ikke har den samme værdi som for eksempel Epiktet eller Marcus Aurelius. Seneca var rig, og ganske aktiv i det romerske -politiske- samfund. Hvordan kan han så påstå at kun tid man tilbringer ved at være filosof er vigtigt (og ja, jeg er klar over at i den tid mente man at en filosof var nogen som prøvede at leve ens liv så godt som muligt ifølge ens filosofiske overbevisning – altså ikke en videnskaber som vi nu forstår det) og at ikke lade tiden gå med ikke vigtige ting som penge, politik eller hvad andre synes er vigtigt eller opfordre en til.

Jeg fandt dog i dag en anmeldelse af Julia Annas af bogen Reading Seneca: Stoic Philosophy at Rome af Brad Inwood, hvori hun fortolker de tanker som mange har om Seneca, og fortæller at Brad Inwood, som har som videnskaber arbejdet med Seneca i 15 år, synes at dette billede af Seneca som ikke helt så integrer, ikke er rigtigt. Han er kommet til konklusionen at vi sagtens kan stole på Seneca, at han er godt forankret i den stoiske filosofi, og at han er god til at bruge de virkemidler en forfatter har til at formidle et budskab.

Men ellers har jeg det egentlig også godt med en bemærkning som jeg læste som kommentar på Goodreads: Bare fordi lægen selv ryger, betyder det vel ikke at han ikke har ret når han siger at rygning er dårligt.
Eller, en anden tanke, hvor skal Seneca ellers -med så meget sikkerhed – vide fra hvad man ikke skal gøre?

Brainpickings: Simone Weil

Jeg læste på Brainpickings om Simone Weil og hendes notebooks, igen, det er en artikel fra 2015, men denne gang  passede det godt til de emner jeg går og tænker over i de seneste år. Om at planlægge og gøre, om forskellen mellem vilje og kroppen, om disciplin, tid, og livet.

“You live in a dream. You are waiting to begin to live….”

Hun var fransk, så jeg kan dårligt læse hende på hendes eget sprog desværre, mit kendskab til Fransk er yderst minimal. Forfatteren bag Brainpickings skriver (i 2015) at Simone Weil’s notebooks er udsolgt og meget svært at finde. Jeg har i hvert fald lyst til at læse mere, og nok også om at se på de andre links hun tilføjer. Det er som om der er en del indflydelse af Epictetus -som åbenbart hedder Epiktet på dansk – i det Simone Weil skriver, hun har sikkert, blandt meget andet, læst det på et tidspunkt i hendes liv, eller læst en anden (kristelig?) kilde som var direkte inspireret af det.

Det hun skriver om tid er meget direkte og meget relevant for mig. Jeg har, trods alt, en del tid, ofte lidt her og der, nogle gange flere timer ad gange, og jeg tænker meget. Hvis jeg forstår det rigtigt fra artiklen siger hun at man skal lade være at tænke noget som helst når man skal gøre noget. Når man tager en beslutning, så er det i en anden tilstand, og når det nu, dagen efter, kommer til stykket, så er det mere det kropslige som overtager. Man er for træt, har ondt i kroppen, er lidt sulten eller for stresset. Men man burde træne sig selv i at gøre det på det planlagte tidspunkt, stort set uanset hvad, og gøre det, i fuld nærvær, men uden at tænke over en grund, mening eller andet som man allerede har funderet over. Det er et emne som har med vilje og kroppen at gøre, og tid.

“Illusion that time, of itself, will bring me courage and energy…. In fact, it is usually the contrary (sleepiness). Say to yourself: And suppose I should remain always what I am at this moment? … Never put something off indefinitely, but only to a definitely fixed time.”

Livet er nu, siger Epiktet, det er nu du deltager i de Olympiske lege, det er nu at du skal yde det yderste, ikke om ti år. Om ti år er du måske død eller bare for gammel, eller er du nået til et helt andet punkt i dit liv, hvor der er helt andre ting som skal gøres. Det er altså nu.

Og det synes jeg ikke at jeg er helt obs på, dog meget mere end for nogle år siden. Det er gået op for mig at livet skal leves nu, og ikke i fremtiden, men det er noget andet at droppe gamle vaner, finde det rigtige gear og ændre ens liv og ens livsholdning så meget, at man kan deltage i de Olympiske Lege, disciplin: mit liv.

I dag ramte artiklen noget i mig. Jeg blev irriteret, syntes at jeg lader livet stå til, at jeg drømmer. Jeg skal gøre det jeg skal, på de rigtige tidspunkter, uden at tænke. Jeg ved at det kan være svært at altid være på, at altid gøre det man burde gøre. I vores familie er der nok arbejde til mange flere timer end dagen er lang, eller måske mere. Vi kan aldrig i livet nå det vi burde, ville, skulle. Så, ja da, vi skal prioritere. Fordi der er en stor chance for at vi render rundt i hus og haven, og laver alt det vi skal, burde og vil, men ikke det som giver vores liv mening, vores kald, vores rolle i livet. Det er nok et spørgsmål om at afsætte den rigtige mængde tid til tingene. Ens vision, eller kald, behøver ikke at fylde hele dagen, nogle dage er to timer nok, nogle gange er 10 minutter nok. Jeg ønsker at skrive min halve time, og helst udarbejde det tre kvarter, og at jeg så, igennem dagen,  kan have mulighed for kort at skrive nogle tanker ned, eller læse noget ind imellem opgaverne, familie og arbejde. Som for eksempel en filosof skulle i antikken, som jo burde vise vejen, og skulle træne hans/ hendes filosofi i virkeligheden, fundere over hvad han/hun stødte på, hvordan han/hun reagerede og hvordan han/hun mener at det var bedst at reagere.
Jeg kan øve min disciplin, mine tanker, træne en vis tankeløshed, for at kunne give plads til det som er ind i mig (og som kommer fra et sted jeg mangler et ord for). Jeg kan fundere over ting mens jeg går rundt, blive overrasket, og lægge mærke til mine tanker, og det vi kalder for følelser. Der er nok at lave på en dag.
Når jeg gør det, har jeg en god chance for at jeg kan skrive noget nogenlunde fornuftigt i min halve time, fordi jeg har tygget på det i en hel dag eller længere.

Kilde citaterne:
Brainpickings: Simone Weil on Temptation, the Key to Discipline, and How to Be A Complete Human Being.

 

Descartes om at være en god læge

Jeg kan forstå fra denne foredrag af René Gude (på hollandsk – det findes uden microsoft silverlight her indtil videre) at den franske filosof René Descartes (1596-1650) forsøgte at læse til læge, men at han fandt ud af at en læge i den tid han levede i, ikke ville kunne hjælpe alle patienter.

Han nåede nemlig frem til konklusionen at sjæl og legeme var to forskellige ting, som nok på et eller andet måde var forbunden med hinanden, men som krævede hver sin studie. En læge i hans tid ville være fokuseret på legemet, og dermed være utilstrækkeligt uddannet i mange tilfalde.

Kun allerede denne praktiske vinkel er interessant, fordi man kan spørge sig selv, hvor vidt vi, i vores sundhedssystem, har løst dette problem. Vi er nok generelt bevidst om faren ved denne tvedeling, men vi har ikke altid en løsning til det. I vores tidsalder er der en strøm af opdagelser og opfindelser som vi alle skal forholde os til, og specialisering er ikke til at undgå.

At arbejde tværfagligt er vores nuværende løsning, som stiller høje krav til en fælles forståelse, vores kommunikation og sundhedstilbudets infrastruktur.

Og det er som om det er i høj grad op til hver enkelte individ at finde den løsning man mener er bedst, og at finde alle de muligheder som samfundet tilbyder.

Descartes problematik er vigtig del af det psykofysiske problem eller mere mundret på engelsk: the mind- body problem.

Preview:

 

Via Woest en Vredig