I går læste jeg “On the Shortness of Life” af Seneca (ca. 4 f.Kr. – 65 e.Kr.) færdigt. Det er en kort (30 sider) bog/essay om hvordan livet kan føles alt for kort når man ikke har brugt det rigtigt.
Teksten gav mig nogle spørgsmål omkring hvem Seneca egentlig var, og hvad hans mål var. Det var forholdsvis nemt at læse og jeg fandt nogle linjer i teksten med en klar og kraftigt mening, linjer som jeg gerne vil mindes om. Ideerne i teksten kendte jeg fra min læsning om stoicisme, og det var derfor især hans fortolkning og måde at kommunikere dem videre på som var interessante. Det var klart, let læseligt og med mange, til tider farverige, eksempler.
Men det er måske især det sidste som gjorde at jeg følte mig lidt usikker mens jeg læste teksten. Hvad var meningen med denne tekst? Den er skrevet i en klart overbevisende tone, som netop illustreres af alle de eksempler som ofte understreger det som allerede var skrevet tydeligt ned. De er ikke så meget en tekst som opfordrer til selv at finde mening i nogle begreber eller som stimulerer hjernerne på en måde at man ikke lægger mærke til det. Det er en tekst som siger at sådan og sådan er det godt, og det er dårligt, og det burde man kunne indse.
Derfor fremkaldt teksten tvivl hos mig mens jeg læste. Er det nu virkeligt er så enkelt som han siger, og hvordan ser han egentlig selv på det, sådan cirka sent om natten, når det er mørkt og koldt og på et tidspunkt hvor han måske var hundetræt efter en hård dag på arbejde? Hvorfor er der så mange eksempler, er det fordi han prøver at overbevise sig selv?
Men måske var jeg påvirket af mange kommentarer jeg har læst af mennesker som tvivler på Seneca’s integritet, og som derfor mener at hans tekster ikke har den samme værdi som for eksempel Epiktet eller Marcus Aurelius. Seneca var rig, og ganske aktiv i det romerske -politiske- samfund. Hvordan kan han så påstå at kun tid man tilbringer ved at være filosof er vigtigt (og ja, jeg er klar over at i den tid mente man at en filosof var nogen som prøvede at leve ens liv så godt som muligt ifølge ens filosofiske overbevisning – altså ikke en videnskaber som vi nu forstår det) og at ikke lade tiden gå med ikke vigtige ting som penge, politik eller hvad andre synes er vigtigt eller opfordre en til.
Jeg fandt dog i dag en anmeldelse af Julia Annas af bogen Reading Seneca: Stoic Philosophy at Rome af Brad Inwood, hvori hun fortolker de tanker som mange har om Seneca, og fortæller at Brad Inwood, som har som videnskaber arbejdet med Seneca i 15 år, synes at dette billede af Seneca som ikke helt så integrer, ikke er rigtigt. Han er kommet til konklusionen at vi sagtens kan stole på Seneca, at han er godt forankret i den stoiske filosofi, og at han er god til at bruge de virkemidler en forfatter har til at formidle et budskab.
Men ellers har jeg det egentlig også godt med en bemærkning som jeg læste som kommentar på Goodreads: Bare fordi lægen selv ryger, betyder det vel ikke at han ikke har ret når han siger at rygning er dårligt.
Eller, en anden tanke, hvor skal Seneca ellers -med så meget sikkerhed – vide fra hvad man ikke skal gøre?