Tag-arkiv: Skrive

Natur

Jeg funderer over at bide mig fast i naturen som emne til mine skriverier, eller måske skal jeg sige, grænselandet mellem vilde natur og samfundet. Jeg er ikke nogen naturfreak, tror jeg, men jeg ønsker at leve i, og være opmærksom på, en smuk, rig natur med god plads til mennesker, dyr og plant.
Og dog, hvad har jeg med natur? Jeg er ikke typen som er altid udenfor. Jeg er typen som ser på naturen ud af stuevinduet, som vil rejse til arbejdet gennem naturen, og som en gang imellem tager på en tur ud i naturen. Jeg kan godt drømme om at være naturmenneske, som altid er udenfor, hele dagen, og er aktiv og undersøgende, som ikke laver meget andet end at nyde det og være i det. Jeg kunne godt lide at gå længere ture, at cykle rundt, men jeg gør det pt ikke. Er det fordi jeg nu har familie, hus og have?

Jeg har malet og tegnet landskaber i mange år og savner det ofte. Men jeg har nedprioriteret det fordi der er så meget andet som presser på, og jeg syntes at male sådanne landskaber var en livsstil, som jeg ikke kan opretholde i øjeblikket. Derfor begyndte jeg at skrive om landskaber, og tage billeder en gang imellem, som jeg jo også gjorde da jeg malede.
Jeg har vel altid skiftet lidt mellem at male og skrive, siden jeg som ældre teenager startede mit selvvalgte liv ved at skrive. Det var ikke muligt at gøre begge ting samtidigt, fordi at skrive og male bruger åbenbart den samme energi eller motivation, så jeg skulle altså vælge.
Nu at jeg ikke længere maler, skriver jeg igen. Det koster mindre tid og er nemmere at gøre om afterne eller hvornår jeg nu har tid.
Jeg har altså malet kun landskaber, men jeg skriver om alt muligt, tankeskrivning, hjernestøv. Jeg tror ikke at jeg har fundet min stemme når det gælder om at skrive. Og dog, jeg skriver næsten hver dag uden problemer, mindst en halv time. Så må jeg jo have fundet en stil som fungerer for mig, selvom den ikke er særlig brugbart til noget andet end det som nok er vigtigst: at opfylde et behov om at skrive tankerne ned.

Men hvorfor så natur? Hvorfor spændingsfeltet mellem plads og mennesker? Mennesker tager meget plads, at det er for nogle en selvfølge at de skal kontrollere og bruge meget plads og ressourcer, bare fordi de kan. Jeg gør det selv også i høj grad, jeg er ikke en dyt bedre. Så måske er det det. Måske vil jeg gerne skrive om naturen og være mere opmærksom på, og aktiv i, naturen, fordi jeg er så dårligt til det. Mon ikke det er længslen efter naturen, efter oplevelser, jordforbindelsen, som trækker i mig. Et menneske er ikke perfekt, aldrig færdigt med at vokse og lære. Mon ikke at længselen vil forfølge mig resten af livet. Den kan bruges som en motivation som varer et menneskealder.

Er det mon opstået i min barndom? Jeg har haft flot natur omkring mig da jeg var omkring 12 til 17 år. Vi havde en ret stor have med nærmest en lille bitte skov, på randen af en 5 til 6 kilometer bred klitte område, hvor jeg i nogle perioder løb lange ture, og hvor jeg brugte en del tid. Jeg kunne se ud af vinduet af mit værelse i langt tid, over et område hvor der blev dyrket blomsterløg, med klitterne i baggrunden. I den lille by hvor jeg boede, var der mange store villaer, med stille veje, gamle parker og skovområder med de flotteste, majestætiske træer. Jeg var ung, halvvoksen, i en lang periode hvor familien, og mit barneliv, faldt fra hinanden. Haven, alléer, parkerne og det flotte landskab har nok været mit mentale tilflugtssted. Et holdepunkt i omskiftelige tider.
Kort efter den periode begyndte jeg at interessere mig for Island, i mere end 10 år, og har jeg opholdt mig der i flere perioder, mest om vinteren, og flere gange i månedsvis. Og der har de natur, men også et spændende samfund. Der er der en flot spænding mellem natur og mennesker, en balancegang hvor naturen nogle gange tager over.
Her i Danmark hvor jeg, næsten ved et tilfalde, flyttede til for mere end 20 år siden, har jeg haft svært ved at finde den samme type naturoplevelse. Det er et andet land, en anden natur, hvor jeg finder kun langsomt frem til et slags følelsesmæssigt forståelse, en fornemmelse for rødderne i landskabet og mon ikke i mig selv.
Men længslen er den samme.

Om freewriting, konstantskriftøvelser og tankeskrivning.

De første regn er lige kommet efter den tørre sommer, og jeg kommer allerede i skrive-humør. Hele sommeren er gået med haven og naturen, og jeg håber så sandelig at det bliver ved. Men nu at jeg er startet med at genopfriske bloggen, ser jeg på andre ting igen og ser jeg gamle bekendte på nettet.

Jeg ser for første gang(?) at tyske Anke Gröner også har en twitterprofil, hvor hun tilsyneladende mest deler links og tweets, og at Alain de Botton ikke har tweeted siden maj i år – hvad sker der med ham? Mozilla har ellers en fint twitter konto, men.. er det den vej jeg skal gå?
Jeg prøver ellers at begrænse netlæsning og surfing til det minimum (og “minimum” er desværre ikke defineret), og jeg vil ikke fare vildt i alt muligt som også ligner vigtigt og interessant.

Jeg vil gerne skrive noget som jeg kalder for “focuswriting” og det er ment som en rensning af tankerne, og en måde at se på hvad der foregår i mit hoved. Tit kan jeg også nå at finde ud af om jeg prioriterer rigtigt.
Derfor vil jeg helst skrive så tidligt som muligt, fordi hvis jeg begynder dagen med for eksempel twitter, så kommer der nye indflydelser ind. Som i dag, hvor jeg altså så meget kort på twitter for at se om Thunderbird/ Mozilla skriver interessant.
Hvis jeg ikke havde gjort det ville jeg have startet i dag med at skrive om tankeskrivning, fordi det kom op mens jeg gik rundt i huset, lige efter at jeg var stået op.
Men også denne tanke er ikke en som kom op fra det ubevidste, som kan fortælle mig hvad der foregår i mig. Den startede i går, da jeg ledte efter et andet dansk ord for Focuswriting. Det er nemlig det ord jeg ville bruge som standard kategori på bloggen.
Louise Juhl har nævnt det konstantskriftøvelser på dansk. I går aften ledte jeg på nettet efter ordet “tankeskrivning” for at se om det findes, og jeg fandt frem til en fint indlæg med navnet “Jeg trækker vejret gennem fingrene” på en blog af Sussie Maria Pilgaard, som forklarer det. Så jeg ændrede kategorien “uncategorized” til tankeskrivning.
Men i morgens gik det dog op for mig at tankeskrivning er faktisk noget andet end jeg i øjeblik gør.

Det kan være at jeg skal læse bogen igen, som introducerede mig til “freewriting”, nemlig bogen “Writing  Down the Bones” af Natalie Goldberg. Det har jeg læst engang for langt tid siden… måske 25 år siden… 30 år?
Bogen sætte virkeligt gang i en ny skrivevæne, og befriede mig fra stramme ideer omkring hvad, og hvordan, man kan skrive. Ifølge Natalie skal man træne ens skrivemuskel, og det skal helst ske hver dag, ved at bare skrive løs, lige meget hvad, i en hvis antal minutter. Det sidste kan jeg ikke huske, hvor langt mente hun at denne tømning af hjernerne og styrketræning af skrivemusklen skal være? Fordi det ligner at være et af forskellene mellem tankeskrivning som jeg læser mig til, og min “focuswriting”.
Som Sussie Maria Pilegaard siger skriver hun uafbrudt i 10 minutter, og fuldstændigt lige meget hvad.
(Og så kommer klassikeren selvfølgeligt: His man ikke ved hvad man skal skrive, skal man bare skrive at man ikke ved hvad man skal skrive, og at det er utroligt og irriterende at man ikke kan finde på noget, men det larmer jo også ved siden af, og trætheden og i går… etc.)

Jeg har skrevet på denne tankeskrivning/konstantskriftøvelser måde i langt tid (dog længere end 10 minutter), og det var dejligt. Det kunne virkelig være overraskende hvad man skriver, og ofte giver rigtig volapyk alligevel god mening, hvis man læser det igen senere. Man begynder nogle gange at skrive en historie, eller en digt, og nogle gange bliver det til en ordstrøm om noget man ikke er enig i. Jeg savner det faktisk, og burde gøre det igen.

Men nu til dage giver jeg mig 30 min, som jeg indstiller på et ur. Det giver mig en lille skrive oase. Fordi lige meget hvor travlt jeg har, eller hvor mange ting jeg burde gøre, hvis jeg starter mit ur, så ved jeg at jeg har en halv time ro. Ikke en minut mindre. Og det betyder at jeg bare kan trække vejret, kigge lidt omkring eller på andre måder bruge lidt tid på at se hvad der kommer op fra mit halvbevidste underbevidste. Jeg behøver ikke engang at skrive, bare jeg er der.

Men i øjeblikket bliver det altså ikke rigtigt en strøm af ikke styrede (eller så lidt som det kan lade sig gøre) tanker, men mere et søge efter hvad som rører sig i mig, og hvilken ting jeg mærker at jeg har forsømt. Det er altså mere et redskab til at flytte rundt med prioriteringer, og et redskab til at styre mit hverdagsliv i den retning min “sjæl” ( uhm… kerne, selv, ego, hjerte…) skal gå.
Tankeskrivning er altså en kort skrive session som luger ud i tankerne og gør skriveren klar til at koncentrere sig på noget andet. Det gør jeg ikke. Jeg når aldrig længere end min fokuseret skrivning og når i øjeblikket det jeg vil skrive på en dag.

Derfor vil jeg, indtil videre, kalde min kategori for “fokusskrivning” (efter det program jeg bruger til det: Focuswriter), fordi i min skrivning kan alt ske, fra en decideret blogpost til en hoppende ordstrøm, fra en opsummering af alt jeg skal lave i denne uge til et søge efter en egen holdning i et spørgsmål som jeg ikke lige ved hvad jeg synes om.
Det er altså en halv time hvor jeg kun er fokuseret på at skrive hvad jeg har lyst til.

(Edit: Min fokusskrivning periode varede ikke så længe, da jeg ikke kunne finde nogle vilde heste i teksterne: Se blogindlæg fra den 19 okt 2018: Får i felten.)

Blogindlæg

Jeg skriver i øjeblikket stort set hver dag. Siden halvvejs i januar har jeg (igen, igen) aftalt med mig selv at jeg vil skrive en halv time hver dag, det har jeg altså som mål, og det lykkedes indtil videre 150 gange, ud af godt 200 dage.

Ideen om, at der er nogle linjer som godt kunne bruges som blogindlæg, har altid været der, men jeg har holdt mig tilbage da jeg ville koncentrere mig på indholdet. Eller måske bedre sagt, på at skrive det som vil ud.

Jeg vil ikke påstå at det kunne have været 150 blogindlæg, fordi der er mange dage hvor jeg vrøvler endnu mere end vanligt. Og dog, der er også dage hvor der kan være flere korte tanker eller sætninger, som måske kunne bruges.

Jeg havde dog også en ide om at det der med at skrive om “ingenting”, er ikke noget man længere gør, det gjorde man måske i 2005, da at blogge var nyt, og mange kastede sig ud i det. Har man nu ikke Ansigstbog til det?

Men jeg har kigget blandt andet på nogle tyske blogs og hvem de linker til, startende med Anke Gröner, og fandt ud af at min ide om en personligt dagligt tankebog-agtigt blog, findes i hvert fald i Tyskland, og nogle er endda godt læst. Der er nogle med virkeligt lange tekster, det må være for dem som virkeligt godt kan lide at læse, og der findes nogle personlige blogs om familien, mad (duh), og andre indgangsvinkler.

Efter jeg havde samlet ideer på denne måde, så jeg på min egen blog, som er i mange års dvale. Jeg var lidt forbavset da jeg så er der faktisk er 85 indlæg på dette blog (jeg har haft flere forsøg med forskellige blogs, så alt i alt har jeg nok skrevet omkring 150 indlæg.) Det gik op for mig at det umiddelbart virker lidt underligt at være i tvivl om jeg vil blogge pga at jeg ikke synes at det er nødvendigt at være for personligt. Men med 85 blogposts på banen er jeg sådan set allerede startet. De er dog stort set alle “persons-neutral”, så at sige. Og det tænker jeg på at løsne en anelse op på. i første omgang ikke ved at skrive om noget specifikt, men at lægge det ind i bloggen som kom frem og som jeg syntes er interessante nok til at sætte til siden.

Men måske, når jeg nu er obs. på hvad jeg skriver, er der pludseligt alligevel ikke så mange ting som egner sig. Og det er vigtigt at jeg beholder min skrive halv-time som et redskab hvor jeg kan skrive hvad jeg har lyst til, tømme mine tanker, komme på nogle ideer, skriver de ting ned som jeg synes at jeg burde lave, og eventuelt at komme af med nogle frustrationer – som jeg tit finder en slags løsning til mens jeg skriver.

Jeg kan godt forestille mig at jeg også kan finde på at skrive noget specielt til bloggen, det kan være fordi jeg har læst en bog (ja ja, det sker en enkelt gang). Eller fordi jeg vil reagere på noget jeg har hørt eller læst. Men hvis jeg holder min skrive session som basis, har jeg vel altid et rødt tråd i mine indlæg.

Jeg tror at skrive, eller arbejde, på min blog skal være en fast hverdagsopgave, så kan det være i forlængelse af min skrive-session. Jeg prøver nemlig at holde fast i nogle discipliner og fordi jeg, lige som stort set alle mennesker, kæmper med at holde mig på sporet uden at blive distraheret.
Det skulle enligt være noget andægtigt – hvis det ord bruges på dansk. Noget man har afsæt tid til, og noget man tager seriøst, fordi det er det man vil eller skal. Det er jo det jeg vil i livet, og så er det lidt underligt ikke at gøre det. Men lad os nu se…