Jeg funderer over at bide mig fast i naturen som emne til mine skriverier, eller måske skal jeg sige, grænselandet mellem vilde natur og samfundet. Jeg er ikke nogen naturfreak, tror jeg, men jeg ønsker at leve i, og være opmærksom på, en smuk, rig natur med god plads til mennesker, dyr og plant.
Og dog, hvad har jeg med natur? Jeg er ikke typen som er altid udenfor. Jeg er typen som ser på naturen ud af stuevinduet, som vil rejse til arbejdet gennem naturen, og som en gang imellem tager på en tur ud i naturen. Jeg kan godt drømme om at være naturmenneske, som altid er udenfor, hele dagen, og er aktiv og undersøgende, som ikke laver meget andet end at nyde det og være i det. Jeg kunne godt lide at gå længere ture, at cykle rundt, men jeg gør det pt ikke. Er det fordi jeg nu har familie, hus og have?
Jeg har malet og tegnet landskaber i mange år og savner det ofte. Men jeg har nedprioriteret det fordi der er så meget andet som presser på, og jeg syntes at male sådanne landskaber var en livsstil, som jeg ikke kan opretholde i øjeblikket. Derfor begyndte jeg at skrive om landskaber, og tage billeder en gang imellem, som jeg jo også gjorde da jeg malede.
Jeg har vel altid skiftet lidt mellem at male og skrive, siden jeg som ældre teenager startede mit selvvalgte liv ved at skrive. Det var ikke muligt at gøre begge ting samtidigt, fordi at skrive og male bruger åbenbart den samme energi eller motivation, så jeg skulle altså vælge.
Nu at jeg ikke længere maler, skriver jeg igen. Det koster mindre tid og er nemmere at gøre om afterne eller hvornår jeg nu har tid.
Jeg har altså malet kun landskaber, men jeg skriver om alt muligt, tankeskrivning, hjernestøv. Jeg tror ikke at jeg har fundet min stemme når det gælder om at skrive. Og dog, jeg skriver næsten hver dag uden problemer, mindst en halv time. Så må jeg jo have fundet en stil som fungerer for mig, selvom den ikke er særlig brugbart til noget andet end det som nok er vigtigst: at opfylde et behov om at skrive tankerne ned.
Men hvorfor så natur? Hvorfor spændingsfeltet mellem plads og mennesker? Mennesker tager meget plads, at det er for nogle en selvfølge at de skal kontrollere og bruge meget plads og ressourcer, bare fordi de kan. Jeg gør det selv også i høj grad, jeg er ikke en dyt bedre. Så måske er det det. Måske vil jeg gerne skrive om naturen og være mere opmærksom på, og aktiv i, naturen, fordi jeg er så dårligt til det. Mon ikke det er længslen efter naturen, efter oplevelser, jordforbindelsen, som trækker i mig. Et menneske er ikke perfekt, aldrig færdigt med at vokse og lære. Mon ikke at længselen vil forfølge mig resten af livet. Den kan bruges som en motivation som varer et menneskealder.
Er det mon opstået i min barndom? Jeg har haft flot natur omkring mig da jeg var omkring 12 til 17 år. Vi havde en ret stor have med nærmest en lille bitte skov, på randen af en 5 til 6 kilometer bred klitte område, hvor jeg i nogle perioder løb lange ture, og hvor jeg brugte en del tid. Jeg kunne se ud af vinduet af mit værelse i langt tid, over et område hvor der blev dyrket blomsterløg, med klitterne i baggrunden. I den lille by hvor jeg boede, var der mange store villaer, med stille veje, gamle parker og skovområder med de flotteste, majestætiske træer. Jeg var ung, halvvoksen, i en lang periode hvor familien, og mit barneliv, faldt fra hinanden. Haven, alléer, parkerne og det flotte landskab har nok været mit mentale tilflugtssted. Et holdepunkt i omskiftelige tider.
Kort efter den periode begyndte jeg at interessere mig for Island, i mere end 10 år, og har jeg opholdt mig der i flere perioder, mest om vinteren, og flere gange i månedsvis. Og der har de natur, men også et spændende samfund. Der er der en flot spænding mellem natur og mennesker, en balancegang hvor naturen nogle gange tager over.
Her i Danmark hvor jeg, næsten ved et tilfalde, flyttede til for mere end 20 år siden, har jeg haft svært ved at finde den samme type naturoplevelse. Det er et andet land, en anden natur, hvor jeg finder kun langsomt frem til et slags følelsesmæssigt forståelse, en fornemmelse for rødderne i landskabet og mon ikke i mig selv.
Men længslen er den samme.